En Cocosnød
Paa Havet flød,
Omtumlet vildt af Voven.
Fra Asiens Kyst
En Storm i Høst
Den rev fra Cocosskoven.
Ak, klaged den,
Hvor skal jeg hen?
Hvi blev min Kjærne moden?
Blandt Hval og Hai
Jeg kan jo ei
I Dybet fæste Roden.
Min Kjærnes Kraft
Og sunde Saft
Ei qvæger Ørkens Arme;
Kold er Din Grav,
Du store Hav,
Og jeg behover Varme.
Men Herren loe;
Han klæder jo
Hver Rose og hver Lilje,
Det mindste Frø
Kan ikke døe,
Naar ei det er hans Vilje.
Bag Havets Vand,
Der, vidste han,
Laae Øen i det Fjerne;
Med frugtbar Grund,
Men uden Lund,
Den vented paa sin Kjærne.
Og Nødden drev
Op paa dens Rev
Fra Verdenshavets Vove,
Den fæsted Rod,
Og Øen stod
Snart dækt med Cocosskove.
Hvert Sandhedsord,
Udtalt paa Jord,
Vi kan ved Nødden ligne:
Det er et Frø
Paa vilden Sø,
Men Gud kan det velsigne.
Som Hiin en Kyst,
Et aaben Bryst
Vil Det i Verden finde;
Og veedst Du vel,
Om ei en Sjæl
Det kan for Himlen vinde?
Tal Ordet ud
Og stol paa Gud,
Lad Strømmen det bortrive!
Et Palmetræ,
Til Slægters Læ,
Kan Sandhedsordet blive.