Før da til Valsen
Jeg hende bød.
Da blev til Halsen
Hun næsten rød.
Da var hun stille,
Da var hun bly,
Og kom jeg, vilde
Hun altid fly.
Men nu — nu purrer
Hun i mit Haar
Og skjelmst mig Burrer
Paa Frakken slaaer.
Saa let i Flugten
Er ingen Hind;
Som Ferskenfrugten
Er hendes Kind.
Med korte Ærmer,
Paa bitte Skoe,
Hun om mig sværmer;
Jeg har ei Ro.
Hvert Nu hun lader
Som hun er vred,
Endskjøndt hun hader
Alvorlighed.
See den Poliske,
Nu staaer hun der,
Med gule Pidske,
Og hjertensleer.
Du søde, lille
Forfløine Skarn!
Vær nu et stille
Fornuftigt Barn.
Dog Panden folder
Hun nu igjen.
Og see, nu holder
Hun paa min Pen.
Nu er Du fangen,
Du Vildkat, Du!
Hvad faaer for Sangen
I Løn jeg nu?
Ja, vend dit Hoved
Og hvisk kun: tys!
Har Du ei lovet
Mig tusind Kys?
At bryde Pagten
Det gjælder ei,
Her er Contracten,
Og her er jeg.
Nei, nei, nu bliver
Det alt for galt!
Jeg strax — betalt!