Tungt paa den vaade Skovvei Vognen henrasler;
Ud fra Gjerdet strakke sig visne Hasler;
Taarnede vildt, som høie Bjerge af Blæsten,
Aftnens Skyer flamme som Ild i Vesten.
Og paa fjerne kobberfarvede Høie
Sidder Stormens Engel; for mit Øie
Kjendte Steder glide; hver en Bolig,
Hver en Hytte vinker min Sjæl fortrolig.
Gjennembruset mægtigt af Ungdomsflammen
Blussed jeg nys; nu synker Stoltheden sammen;
I den dunkle Qvæld under sukkende Graner
Leer jeg ad mine egne Høihedsplaner.
Og paa de øde Høie, hvor Vindene bruse,
Mismod griber mit Indre. Hellige Muse,
Fyld mit Hjerte atter med Manddomskraften,
I den vilde, den tungsindige Aften!