„Til Trankebar, til Trankebar!”
Ak hvo der dog en Sømand var!
Mens Middagssolen brænder hed
Til Havnebroen gaaer jeg ned;
Man bliver kold, man bliver stiv
I dette matte Hverdagsliv!
Den brune Søgut til mig seer
Og lunefuldt i Skæget leer.
Hil Dig, Du frie Konge af
Det store, vilde Verdenshav!
Jeg sukker, naar jeg tænker paa
Alt, hvad paa Jordens Bold Du saae:
Det brændende Batavia
Du bringe friske Hilsner fra.
Og saae bag Cubas Sukkerrør
Den rige Kjøbmand for sin Dør —
O Himalaya! Chinas Kyst!
O Tryllenavne, rige Lyst!
O, var jeg fri og glad som Du!
Et tæmmet Huusdyr er jeg nu.
Paa Jorden her er Alt saa smaat,
Men Havet ruller himmelblaat;
Og staaer jeg ved dets stolte Dyb,
Jeg føler mig et lidet Kryb.
Med haarde Næve, brune Kind
Du leer ad Hav og Nordenvind;
Men jeg gaaer atter til min Pult
Med Hovedet af Tanker fuldt.
Der griber jeg til Pen og Bog —
Ak, Verden skriver sig saa klog!
Men Tiden har saa slappe Træk,
Den skriver sig sin Sundhed væk.
Til hjertlig Latter og til Daad
Har Ynglingen ei længre Raad.
O, var jeg dog en Sømand nu,
En lystig, sorgløs Gnt som Du —
Da rystede jeg Støvet af
Og fløi derud paa Verdens Hav
Da blæste vel en Nordenvind
De syge Griller af mit Sind!