Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

O, Du, som kan lænke det trodsige Kraft

        Med Lilliehænder!

Som pryder med Roser hans Stridskølles Skaft,

I Shavler og Kapper og raslende Taft,

I Indiens Skove med blottede Lænder!

        Til Dig jeg mig vender,

        Og synger en Sang

Om Kjærligheds Længsel og Trang.

O, siig mig, hvad lokked’ ved Citherens Tone,

I Maaneskin, Nonnen fra Klosterets Muur?

Hvad flammer fra Norden til Ildlandets Zone?

        Hvad drev i Verona

Ung Romeo hen under Julies Muur?

        Hvad knuste af Smerte

        Dit kjærlige Hjerte,

Naar Elskeren maatte for Tigeren døe,

        O, Sydhimlens solbrændte Mø?

Ja, Kjærlighed er det! Din Rødmen mig svarer,

        Din blussende Kind og din smilende Mund, —

Med Plectret paa Strengen jeg vil Dig forklare

        Sandfærdigt Grund;

Saa lyt til min Lyra en Stund!

                Før Synden var bleven,

                Da Verden var reen,

                Hvert Menneske rendte

                Paa tvende Par Been;

                Det loe med to Munde,

                Og fiirøiet saae,

                Og Kolbøtter kunde

                Behændigt det slaa.

                Thi dengang gik Tvende

                Af os paa en Heel.

                I Paradiis vandred’

                Den salige Sjæl;

                Bag duftende Hække

                Laa Fiirbenet strakt,

                Og Hjerterne begge

                Slog’ selvsamme Takt.

                Men ak, den forbudne,

                Usalige Frugt!

                I Vand løb dets Tænder,

                Og snart var den pluk’t;

                Det vilde blot smage

                En Smule derpaa;

                Men snart kun tilbage

                Et Kjernehuus laa!

                I Lyn og i Torden

                Da Skaberen kom:

                Den mørke Saturnus,

                Med straffende Dom;

                Han fatted’ ved Haaret

                Den syndige Krop;

                I To blev den skaaret

                Fra Taa og til Top,

                Saa delte han Slægten,

                Hvor slemt den sig vred;

                I Øst og i Vesten

                Han Parterne smed;

                Som Avner for Vinde

                De veiredes hen:

                See nu I kan finde

                Hinanden igjen!

                Ak, tobened’ alle

                Vi Stakler nu gaae!

                Og har ikke Rast før

                Vor Halvpart vi faae:

                Det doppelte Hjerte,

                Det doppelte Bryst,

                Med selvsamme Smerte

                Og selvsamme Lyst!

                Og neppe to Parter

                Hinanden har seet,

                Før sammen de drives

                Som af en Magnet:

                Paa Kind blusser Flammen,

                I Øiet staaer Siæl;

                Da vorde tilsammen

                To Halve en Heel.

                Ak Himmel! hvor længe

                Skal saadan jeg gaae?

                Mit Hjerte er kjed af

                Alene at slaae!

                O, svar mig, I Skjønne

Paa Dannemarks Sletter blandt Høiene grønne!

Hvor findes min Halvpart i Tale og Gang,

I Aand og i Hjerte, som deler min Trang?

Og siig, for det Første, hvormed vil I lønne

                Min sang?