Ensom i Aftenens dæmrende Stund
hviler jeg her paa Skrænten ved Skoven;
under min Fod det dejlige Sund,
og den reneste Himmel foroven;
Dampskibet glider derude forbi —
i det hvilende Hav pløjer Kjølen sin Stribe;
Hveen og Skaane sig spejle deri
og en Vrimmel af talløse Skibe.
Aldrig saa yndig en Aften jeg saae,
Luften saa mild, saa vidunderlig stille,
neppe sig rører det rankeste Straa,
og saa sagte Smaabølgerne trille.
Styrket af Badet, hvor aander jeg let,
jeg, som var træt nys og trykket af Heden!
Er Alnaturen forklaret med Et —
eller jeg forklaret af Glæden?
Alting omkring mig er Skønhed og Glans:
højere hvælver sig Himmelens Bue,
friskere dufter Skovenes Krans,
og et Under mig synes hver Tue;
Svalerne lege i Luften Tagfat,
medens de hen over Havfladen ile —
og dette Hav, hvor spejlklart, hvor glat,
og hvor kongelig stort i sin Hvile!
Er det det samme, som væltede nys,
pisket af Bygen, sin Bølge mod Landet?
Det, som nu trykker de blødeste Kys
paa hver Sten, mens det spiller paa Sandet:
nylig saa oprørt, nu drømmende tyst,
farvet af Solen, hvis svindende Flammer
festlig belyser den dæmrende Kyst
og den skumrende Skovgrænses Stammer.
Myggenes Dans i den blikstille Luft,
Frøernes Kvækken fra Vandløb og Moser,
Ryllernes Piben og Strandmarkens Duft
som af Hø og af dugvaade Roser,
Lyden af Aarernes taktfaste Tag
hist fra Fiskerens Baad paa den spejlklare Skive,
Svalernes Jubel og Lærkernes Slag —
ak, Hvo kan det, Hvo kan det beskrive!
Hvor jeg Dig elsker, Du herlige Strand!
— Du min Fødeøs Hav! ved din Bred har jeg leget,
tumlet som Dreng ved det skvulpende Vand,
hvor som Mand jeg nu sidder bevæget.
Alle de Strenge, der klang i mit Bryst,
da mit Hjerte var rent og beruset af Drømme,
bæve nu atter og klinge af Lyst,
og fra Læberne Tonerne strømme —
strømme fra Læben og formes til Digt —
ak, som jeg mægted at gribe i Sangen
dette Moment, saa herligt og rigt,
og at holde for evigt det fangen!
Men er mit Digt kun en svindende Lyd,
skal dog en Stund det, naar jeg er forstummet,
fængsle til Livet den jublende Fryd,
som min Sjæl har i Nuet fornummet!