Brændende Spørgsmål
(Marts 1879)
(Marts 1879)
„Høsttiden endtes, her maa da ventes,
her maa da ventes paa Foraarsvind!”
Lakker det mod Nedgang? Ganger det paa Hæld?
Er det Sværdtid og Ulvtid ivente?
Eller sprudler nu iblandt os de livsfriske Væld,
hvorfra vi skal Foryngelsen hente?
I Dybet under Muldet skal jo Kilderne gaa
i mægtige Aarer, som Ingen endnu saae.
Er man stødt paa en slig under Lagene?
Eller venter man det først — én af Dagene?
Jorden skal erobres! Bjerge maa afvej’n!
Med Dampkraft vi suse hen ad Banerne.
Er der Foraar i Luften — lykkelige Tegn?
Kan vi stole paa Galet af Hanerne?
Jeg priser Enhver, som er tro mod sit Kald,
hvad enten det fører ham til Sejer eller Fald;
— men jeg afskyer de Hule og Flanerne
og gjør Front mod Kaos og Titanerne!
Man raaber paa det Nye — det Gamle er forslidt.
Hvordan staar det til med det Nærværende?
Farten er saa volsom. — Lad os sunde os lidt.
Et Overblik er muligt belærende.
Er vi nærmere Lykken? Er der mindre af Bedrag?
Gaar det fremad til Sejer med Folkenes Sag?
Har vi afrystet Slægtens Forbandelse?
Eller skranter vi? — Lider vi af Dannelse?
Jeg synes, der lyder gjennem Larmen et Suk,
som om Sjælene halvt vare tomme.
Vi isnes som af Høstaftnens faldende Dug,
og Alt bebuder Uvejrets Komme.
Vi lytte til dets Brusen — vi skimte dets Lyn.
Hvorfra da denne Friskhed i Digternes Syn?
De er Alle blevne pludselig saa sunde!
— Det var værdt dog at vide, hvor de bunde.
De snakke, som om Verden var bleven til igaar,
som om Ingen før de havde kjendt den,
og prøvet dens Kampe og undersøgt dens Saar,
— det er dem, som har vejet og vendt den!
Virkeligheden er vort nye Ideal!
Vi Digtere maa ikke have anden Moral,
end den, som der ligger os i Blodet,
— især, naar det stiger os til Ho’det.
Mærkværdige Tid? Det utroligste skér.
Man Smør selv af Themsmudder laver!
„Ingen Ligtorne!” — „Ingen Hæmorrh’ider mér!”
„Ingen Kejsere, Konger og Paver!”
Reklame paa Reklame, hvorhen man saa sér,
med fedeste Typer: „Sé her!!!” „Nej, sé her!!!”
Og hvad proppes os ej daglig i Hjernerne
af Nyt fra hvert Musehul til Stjernerne!
Jeg sluger som de Andre hver Dag min Avis
og kæmper midt i Rygternes Brænding.
Det nyeste Nyt fra Berlin og Paris
kan sætte mig i yderste Spænding.
Overalt er der Kiv, hvor der ikke er Krig.
Hvem kan tælle de Faldne? Det stinker jo af Lig!
Og saa trykker man, bevæbnet til Tænderne,
hinanden saa inderligt i Hænderne!
Fyrst Bismarck er Kristen — jeg fælder ingen Dom.
— Vorherre lad ham kristeligt ende!
Jeg véd kun, hvis jeg sad i Oldtidens Rom
og saae dem lystigt dræbe og brænde,
det vilde være Spas mod, hvad nutildags skér.
Og ingen Paulus præker fra Torvene mér.
Vi er ude over alle Illusioner!
— Nu præke vi med krupske Kanoner!
Texten er praktisk: «Den Stærkeste har Ret!»
Vor Morallov, den har vi fra Dyrene:
Fanger ikke Edderkoppen Fluer i sit Næt?
Og stanges ikke rasende Tyrene?
Piner ikke Katten Musen i sin Klo?
Og sé blot til Snogen, hvor den kan sig sno!
Og naar Gjedderne ta’er for sig af Karudserne,
hvad bebrejde vi da Tydskerne og Russerne?
Fra Højden af vor Tid sé vi smilende ned
paa Staklerne i Fortidens Mørke.
— Men besynderligt nok, trods alt vi véd,
vi stole ikke ret paa vor Styrke.
— Sandhedens Briller — hvorfra skal vi dem faa?
hvor Pokker mon den findes? — Har Nogen dem paa?
Er de tabte fra Løven indtil Myggen?
«Har Slangen kun faaet dem paa Ryggen?»
Nu tænker De vel strax, at jeg er Pessimist!
ak nej! jeg elsker denne Klode!
men Frelsen blot ved Damp og den elektriske Gnist
kan jeg ikke faa rigtig i mit Ho’de. —
Vi staa foran en Afgrund, og Mængden trænger paa:
Lykken har man lovet den, og Lykken vil den naae.
— Denne Stilling er i Længden generende:
Vi gjør Kæmpeskridt — paa Stedet marscherende!
Og alt dette Snavs, som fordærver vort Humør,
det skal væk — samme Vej som Illusionen!
Hvilken Masse! hvor fælt at sé det uden Slør!
Hvem ta’er Aktier i Renovationen?
Om Forladelse! Jeg burde have sagt med Respekt!
— Der bli’er Noget at gjøre for den kommende Slægt,
naar engang det skal kjøres paa Døren!
— Jeg vil ikke være Entreprenøren!
— Men Kunsten? Ja vist: den skal jo befri,
løfte op til et Storsyn paa Striden!
Nej, det er just det Fine ved den nye Poesi:
den dypper os i Mudret af Tiden.
Hvilken mesterlig Teknik! Hvilken Anatomi!
Hjertet dissekeres: der er Intet deri!
Og naar de saa skal slutte Historien,
hvor bli’er Helten med sit Tilløb til Glorien?
Han dør paa Barrikaden! (I et brændende Hus,
ifær med at redde en Anden —
det Motiv er forslidt). Lad ham dø i en Rus!
Lad ham skyde sig en Kugle for Panden!
Det Sidste er det Bedste. Dog siger jeg Pyt!
Det smager jo af «Werther» — nej kom med noget Nyt!
Vi tage Jer, I Herrer, paa Ordet!
Men kom ikke med Attrapper paa Bordet!
Virkeligheden, som saa skammeligt før
stod i Strid med Ideerne og Drømmene,
og som Faa kun forstod at tage med Humør,
naar de rigtig saae den efter i Sømmene,
den serveres nu i Kunsten: vi skal sluge den raa,
der er virkelig dem, som forsøger derpaa —,
naa! — det er nu deres Fornøjelse,
de maa have en vidunderlig Fordøjelse!
Selv jeg, der dog elsker hver Ytring af Liv,
der minder om en vaarlig Bebudelse,
jeg forholder mig skeptisk — stritter mod — gjør mig stiv
mod denne nye Svantevits Forgudelse.
Ofre til saadan en urimelig Klods!
Nej! før vil jeg blive Romantiker paa Trods,
og dreje paa den sværmeriske Lire
eller — frelse mig som her ved Satire!
Ogsaa jeg hører med til den higende Slægt,
er et Led af dens uhyre Kjæde,
ogsaa jeg bærer med paa dens tyngende Vægt:
som Tiden er til det, maa jeg kvæde.
Jeg søger ikke Ordet. Det fødes af sig selv.
— Springer jeg som Laxen mod den stridige Elv,
mig driver dog ej Længsel efter Striden,
men Noget, der er stærkere end Tiden —
— stærkere end jeg og hele min Tid
og Alt, hvad dens Tusinder mene!
Det fylder mig med Haab, giver Mod, giver Lid,
det taler selv ud af døde Stene;
det rejser sig af Graven med Sejerens Pris,
som Venus fra Milo af det brændte Paris,
peger op mod Idealet, det rene,
selv fra Tusindaarsgruset ved Mykene!
Valget af Stoffet gjør Ingen til Poet,
men Livssynet — Pulsslaget — Tonen —
— hvordan han har hørt — hvordan han har sét —
og bag Ordene: Mennesket, Personen!
Er selv han i Stykker, men fiffig og fin
vil gjælde for en ægte Kremoneserviolin,
det kjendes dog fra Kvinten indtil Bassen,
at der er noget Braaddent ved Kassen!
Men Byron da og Shelley? Ja de var itu;
men de følte det med dødelig Smerte.
Der var Trods i deres Sange, der var Tvivl, der var Gru,
men — Suk, som fra selve Verdens Hjerte.
De kjendte tilbunds det Savn af Harmoni,
som Alskabningen sukker og vaander sig i!
Men hvor er nu Smerten og Længslen?
Nu er Digterne paa Færde midt i Trængslen!
Begejstringens Kilde, den hellige Bæk
med Bølger gjennemsigtige, klare,
er bleven til en formelig Styrtesø af Blæk.
— Vi Danske har og vort Niagara!
At driste sig derover, som jeg, paa en Traad,
hvilken Galskab! — faldt jeg ned, blev jeg ikke blot vaad,
men fra Issen til Fodsaalen farvet,
sværtet kulsort og ynkelig garvet.
Men min Puls banker rolig. Jeg véd, hvad jeg vil,
og lytter ej efter, om der klappes.
Jeg maa væk over Kløften — maa lade staa til!
Jeg gaar ene — vil med Sletingen kappes.
Lad de Andre bryde Baner, ifald de formaa;
jeg spørger kun — jeg vækker — skræmmer op — banker paa!
Hvad vilde jeg ej give, hvis Svaret
mig Kraften hos mit Folk aabenbared!
Men sé nu denne Mylr paa vort danske Parnas.
Ingen Djævel kan Tilløbet stoppe!
Mine Damer og Herrer — bevares! Tag Plads!
Men vælt blot ikke Thronerne deroppe!
— Vort Land ligger saaret, i Folket er Kiv,
dog aldrig har her været et saa digterisk Liv.
Men hvordan staar det til med Poesien?
Jeg er bange, «der gaar Levende i ’en».
Det hagler med Noveller, det fyger med Vers.
Hvordan skal denne Herlighed ende!
Du forbarmende Gud, hvilket broget Kommers!
Hvor er Gratierne og Muserne henne?
Sproget er fordigtet — nu slaar de det plat,
bytter det i Skillemønt og sliber det glat.
Men Guldet, som ej Rust kan fortære,
det ægte — det skal de lade være!
Denne Frugtbarhed synes mig gaadefuld fast,
mon den tyder paa en aandelig Vækkelse?
Er den Følgen af Nutidens Jernbanehast,
et Symptom paa Sundhed — eller Svækkelse?
Jeg véd ikke ret: skal jeg græde eller lé?
Har man fundet en ny Sort Guano maaské,
som nu, da vore Store ere døde,
fremtryller denne mageløse Grøde!
I Kaldede! I Bedste! Jer rammer ej min Spot,
I, hvem Musernes Kys har indviet.
Jeg sender min Pil mod det, som er raat,
det Forlorne — og Styverfængeriet.
Mig driver intet Had, jeg kjender ej til Nag,
men dem, som vil røve vor sidste Rest af Smag:
Ildtilbederne af Realiteten,
dem rammer jeg lige i Planeten!
Deres nye Renaissance, deres svulmende Kraft,
deres Sans for det utilslørte Nøgne,
disse vintermodne Druer, som sprænges af Saft,
og alle disse livskaade Øjne —
hvor har de det fra? har vor Tid skiftet Ham?
Mig smager det forcert, af et lavet Program
efter Kraften, vi forlængst har beundret
i Shakespear’s og Rubens’ Aarhundred.
og Rubens og Titian maled,
da bugnede Livet! dengang var der Flod!
Nu ebber det — nu blegner Idealet!
Forsvunden er Kothurnen og den typiske Sans,
den bakkantiske Jubel og Gratiernes Dans,
det Befriende i Latteren og Taarerne!
— Nu trækker Tendensen os ved Haarene!
Min Doktor har sagt mig: vi er fattige paa Blod;
med Jernpiller skal det erstattes.
— Jeg frygter, at vor Sygdom har en dybere Rod;
skal jeg sige, hvad jeg tror der os fattes?
Har Du siddet hos en Kjær, der med Dødsangsten stred?
Har Du prøvet at trøste, hvor man Hænderne vred?
Sét et Ansigt i Lidelsen forklaret?
— Da forstaar Du mig og gjætter vel Svaret.
Det er Troen, der savnes i Kunst som i Liv!
Men Savnet — det minder — det maner!
Det lyder nu som Suk gjennem visnede Siv,
som Sangen af døende Svaner.
Men Stjernerne funkle jo deroppe som før,
og sér jeg dem straale, faar jeg atter Humør
og tænker: Maaské er Idealerne
kun flygtet for en Tidsfrist — som Svalerne,
flygtet for at vende tilbage paany!
Men hvornaar? — Ja, det kan Ingen vide!
Een Svale bringer os ej Sommer i By.
Maaské er vi modne til at lide! —
Du evige Moder, mægtige Natur!
vær skaansom! jeg frygter, vi trænge til en Kur;
og dog — Broder Menneskemyre!
mit Fremtidshaab er stort — ja uhyre!
Slæbende som Myren min fattige Skjærv
til den fælles, umaadelige Tue,
jeg tror paa vor Slægts guddommelige Hverv,
trods alle de Uvejr, der true!
Jeg sætter til den højeste Stormagt min Lid:
Det skal klares for vort Land! Det skal klares for vor Tid!
Gjennem Strid kun gaar Vejen til Maalet!
— Held dem, for hvis Øjne det har straalet!