De sidste spredte Skud er skudt,
de sidste vilde Raab er brudt
og kvalt i Bølgens Favn —
det sidste sejge Liv er slukt,
og Havet har sig naadig lukt
om mange Heltes Navn.
Og han har raabt de sidste Ord
„Red sig, hvem der kan!”
Nu staar saa sælsomt rank om Bord
ved Broens brudte Semafor
en dødsens-ensom Mand.
Naar Maanestriben glider
under Skyens tunge Flig,
da ser han i dens Dødningskær
sit Skib, der paa den sidste Færd
kun bærer Blod og Lig —
Det gløder endnu hèr og dèr
i brudte Plader, sorte Spær — —
hvad var det ? — hørtes ganske nær
endnu et dæmpet Skrig? — —
Rorgængeren, der hos ham stod
paa Posten ved sit Rat,
han ser nu ligge ved sin Fod —
han blev, indtil han segned mat,
skønt Brystet vældede af Blod — —
Og dèr, bag sværtet Panserskjold,
iblandt de tavse Mænd
En løfter sig med sygt Besvær
og drager rallende sit Vejr
og segner tungt igen.
Og Skibet sænker dybt sin Stævn
i Nattens dumpe Sø.
Det vandt sin Sejer og fik sin Hævn,
nu skal det bare dø —
Med sprængte Kedler, slukte Fyr,
et ravende, dødsmærket Dyr
fra Skanse og til Klyds — —
da slaar en blodrød Flamme op,
belyser Flaget højt i Top —
en sidste Sitren i den Krop,
der skjalv af Vilje nys — — —
saa retter det i Svimlen
Kanonerne mod Himlen!
Baade kom til med den gryende Dag,
hvor Kampen ved Nat havde hærget, —
de søger blandt Lig og blandt drivende Vrag,
om nogen dog Livet har bjærget — —
Da hviskes det Navn fra Mund og til Mund,
som raabte ved Nat gennem Larmen —
man løfted ham op — man kendte ham kun
paa de fire Snore om Armen — — — —