Ak, lille Veninde, engang skal vi dø
og først blive gamle, maaske;
og allerførst kommer velsagtens en Tid,
vi aldrig hinanden skal se.
Du siger, Dit Hjerte vil briste itu
for aldrig at læges — Nej, Ven,
vor Sjæl er som Kvinden, der glemmer sin Kval
hun føder — og favner igen.
Og alle er troløse, lærer os Livet,
om aldrig saa nødigt de vil,
vi ejer slet intet, fik alting til Laans,
vi Menneskebørn, som er til.
Jeg føler det tit, at der kommer engang,
da vi sidder og bitterligt véd:
vi ejede intet af det, vi fik kært,
men bare — vor Kærlighed.
Vi giver vort Hjerte og tager igen,
eet kan vi ej tage og faa:
vor inderste Sjæl, min lille Veninde,
hvor ingen hinanden kan naa.
Derfor er vi ensomme, skønt vi er sammen,
vi Menneskebørn, som er til:
vor inderste Sjæl beholder vi selv,
om aldrig saa nødigt vi vil.
Og derfor kan Kærlighed sygne og visne,
ja vendes til Had og til Spot,
og derfor er Livet, Du yndige Pige,
saa skønt og usigelig raat.
Vi bruger hinanden, vi hjælper hinanden,
i Sjælenes Ensomheds-Ve,
og alle, som lever, maa føle det, tror jeg;
der er blot saa faa, der kan se.
Ja, ensomme er vi, saa ensomme er vi,
vi Menneskebørn, som er til:
vi hjælper hinanden og tager vor Hjælp,
om vi ingen af Delene vil.
Og Hjerterne mødes, og Hjerterne skilles,
og hver drager ensom afsted —
jo mere vi elsker hinanden, des dybere
gør vi hinanden Fortræd.