Jeg sidder tit og ser paa Dig
og føler, at jeg tror,
at blev Du min, da vilde jeg erfare
det skønneste, der times
noget Menneske paa Jord:
sin Kærlighed til Døden at bevare.
Jeg ræddes ikke mere for
al Livets tunge Lod:
at ældes og at falme og at graane:
jeg synes, selve Døden
har ej mer den bitre Brod,
der skal til Slut den falmende forhaane.
Og ser jeg frem i mange Aar,
den sikre Tro jeg har,
at al Din Skønhed endnu vilde være,
kun falmet som en yndig Dragt,
Din fine Ungdom bar —
og alle Dine Ynder lige kære.