Jeg ser en Verden efter Lykken lede,
besværge den ved Glans og Glædesfest,
ser Mod og Magt sig straalende berede —
men Lykken er en sky og bange Gæst.
For Lykken er som Fuglen under Himlen,
det er ej nok, at Du har Magt og Mod,
den skræmmes bort af Støjen og af Vrimlen
og kommer kun, naar Du er tyst og god.
Den er en Fugl i Hjertets søde Sommer,
fra Gren til Gren den nærmer sig Din Karm,
og er Du ganske tyst, maaske den kommer,
den viger altid bort for Støj og Larm.
Men kommer den, der gerne bange viger,
fordi den føler, Du dens Angst forstod,
da er det, som Naturens Stemme siger,
at Du tør tro paa, at Du selv er god.