Jeg havde vel ventet en kommende før
og ventet med Længsel i Sind,
men ingen i Verden har signet min Dør
som Du, naar Din Fod traadte ind.
Og ingen jeg kendte, der kaldte paa mig
fjernt fra med saa lykkelig Vé,
som Du, naar jeg gik for at vente paa Dig,
som skulde et Under jeg se.
Og saa jeg langt borte Din yndige Gang
— Du satte saa sikkert Din Fod —
jeg vidste Dit Væsens tyst nynnende Sang
var tænksom og ordløs og god.
Snart skulde jeg vække min Lykke af Blund,
snart skulde Din Glæde jeg se;
det smilende, skælvende Drag om Din Mund
og Øjne, der lykkeligt le,
Alt det, som mit Hjerte forhærdedes ved
af hadefuldt, trodsigt og haardt,
det længtes at møde Din signede Fred
og smelte forunderligt bort.
Der fandtes i Verden ej simpelt og raat,
naar blot Dine Øjne jeg saa —
og intet der var i mit Hjerte af godt,
som ikke Din Haand kunde naa.
Jeg havde vel ventet en kommende før,
og ventet med Længsel i Sind,
men ingen i Verden har signet min Dør
som Du, naar Din Fod traadte ind.