Vi har gaaet, hun og jeg
ad en sneforstummet Vej
gennem Skove, der var tyste og hvide —
Hvor Din Glæde dog er skøn
og vemodig som en Bøn —
det er lykkeligt at gaa ved Din Side.
I det gamle Jægerhus
med de blanke Kar og Krus
har vi siddet, mens det skumred mellem Stammer;
jeg har kysset Haand og Kind —
var den rød af Ovnens Skin
fra det knitrende Favnebrændes Flammer —?
Hvor Din Haand er smal og fin,
og hvor barnlig imod min —
mon Du ser, hvor det er svært at betvinge
disse Ord, der tit vil frem:
vil Du sige mig, til hvem
Du er bundet med de skønne, gyldne Ringe?
Men den Tanke er mig styg,
for Dit Væsen gør mig tryg,
saa al Spørgen i min Tryghed forstummer;
og jeg glædes kun og tror,
naar jeg hører Dine Ord,
det er fint som Du, alt hvad Dit Hjerte rummer.
Jeg forstaar, hvad der er sket:
det er Skæbnen, jeg har set —
Du er altid i min Tanke tilstede.
Hvis Du giver mig at tro,
hvis mit Hjerte finder Ro,
vil jeg skabe Dig en Verden af min Glæde!