Har Mismod min Tanke bedøvet,
har Verden fordærvet min Tro,
nedbøjes min Vilje mod Støvet,
og gror der en Graad, hvor jeg lo —
Har Tvivlen besudlet den Gerning,
der var mig et kongeligt Kald,
og raslet med Glædernes Terning
og lovet mig Lykken, ifald — —
Da stiger et Syn mig i Minde
og kommer mig hjælpende nær:
en Stue — en Mand og en Kvinde
i Lampens tyst sivende Skær.
En anden — og flere kanhænde —
jeg er hos en Ensom maaske,
hos Sjæle, jeg ikke skal kende,
i Stuer, jeg aldrig skal se.
Og det, jeg maa elske og ære,
saa Trangen forløses i Ord,
skal skjult og evindeligt være,
i fremmede Hjerter det gror.
Det trøster et Sind, der maa græde,
en falmende Sjæl bliver smuk,
det kaster sin Glans i en Glæde,
det farver et Smil og et Suk.
Hvor sød bliver Sorrig og Smerte,
hvor skøn bliver Sangerens Lod!
Kom Lykke og Nød til mit Hjerte
og bryd mod min Styrke Jer Brod!
Thi smilende Loven jeg kender
og ræddes ej mere derved:
det er kun de skælvende Hænder,
der skaber den signede Fred.
Den taler vel dybest om Hvile,
der hverken har Rast eller Ro,
og den om i Tryghed at smile,
der kæmped hver Nat for sin Tro!
Jeg hilser Dig, dæmrende Morgen!
Af evige Kilder jeg drak.
Kom, Du, der har givet mig Sorgen,
jeg længes at sige Dig Tak!