Og mange, gode Venner
har Rosa, blandt de Smaa
blandt Børnene i Gaden,
for ingen kan forstaa
som hun den lille Verden
i baade stort og smaat —
og hun har altid Kager,
Lakrids og Sukkergodt.
De stormer op til Rosa,
I saa saare de har fri,
og Rosa véd, de kommer,
naar Skolen er forbi —
Nu høres Barnestemmer —
de er ved Døren — snart —
Hun ser sig om og gemmer
og ordner i en Fart.
Snart fyldes hendes Stue
af Latter og af Støj;
hun samler Skoletasker
og fattigt Overtøj;
Grønthandlerkonens Lilly
fortæller Skolenyt:
Carola sidder over
i Regning — hun har snydt —
Hørkræmmer Hansens Edith
og Rullekonens Ruth
er ældst og »sværmer« begge
for Rosa, »absolut« —
hun er saa smuk og fornem
og meget mere klog
end nogen Lærerinde,
der taler som en Bog.
Og Rosa kan fortælle
om Livets Lykkespi],
om Sorg, der blev til Glæde,
som Hjertet gerne vil.
Hun elsker at fortælle
og tale til de Smaa,
for endnu ejer Rosa
alt det, hun tænker paa.
»Der kom tre Grever sejlende«
er deres bedste Sang —
De tror, den yngste Greve
har Rosa kendt engang —
De saa en Dag med Undren,
— for hvad mon det betød —
at Rosa græd, saa Taarer
faldt ned i hendes Skød.
Den hemmelige Viden
om ukendt Elskovsnød
gør Rosa endnu mere
betagende og sød —
Hun kendte Livets Lykke
og Sorg — Og dertil kom
det slemme, som de Voksne
tit talte sagte om.
Al Glæde faar en Ende,
og Børnene maa hjem —
og Tøj og Skoletasker
og »Godter« kommer frem.
Der kures ad Gelændret
med Latter og med Larm,
med kejtet-voksne Lader
gaar Ruth ved Ediths Arm.
De taler helst om alt det,
hvorom de intet véd:
om Rosas Liv og Skæbne
og hendes Kærlighed —
de hvisker om den Løsning,
af Gaaden, som de fandt,
men ender med det ene,
hvorom de Vished vandt:
Rosa er sød — ikkesandt —