Den dybblaa Himmelhvælving
og Gadens smalle Skakt —
ved Hjørnet to Betjente
paa sindig Nattevagt,
to vældige Krabater
med Lyn i Hjælmens Kam
og Skuldre som en Bjælke
og Næver, der gør tam.
I Krinkelkroges Mørke
er Smuds og Skimmel skjult,
og Ruder lyser lifligt:
her rødligt-mat, her gult,
hvor Knejpe efter Knejpe
har Sømands Fryd i Navn:
»Amerika« og »Boston« —
som Længsler efter Havn.
De skæve Gavle luder,
men i det lave Hus
er gyldent Lys bag Ruder
i Knejpen »Flagermus«.
Her er saa tyst og stille —
kun den, der gaar forbi,
kan høre op fra Kæld’ren
en Banjomelodi.
I smalle, skumle Døre,
ret ud for Dine Ben,
opdukker lade Kvinder,
som frem af Gadens Sten;
som fede Kælderrotter,
der glider lydløst frem,
de staar dèr tavst og skotter,
paa Rov, med Dør paa Klem.
Langsmed de skumle Mure,
hvor Lyset ikke naar,
i tavse Klynger Søfolk
som dystre Støtter staar;
naar sidste Dram er drukket
og Hyren bort med den,
og Glædens Dør er lukket —
hvor skal de saa gaa hen —?
Hvem kommer ganske langsomt
frem under Lygtens Skær,
bestemt og dog beskedent —:
den gamle Missionær;
han rækker trykte Sedler
og siger lavt: »Gaa hjem —«
og ganske stille kommer
de tunge Næver frem.
En Støj — en Dør, der smækkes
og Faldet af en Krop —:
en plyndret Bejler smides
fra Kælderhalsen op —
han samler sig i Rusen
og leder sine Skridt
paa Skraa til »Flagermusen«,
der gi’r — maaske — Kredit.
En Sky af Røg og Dunster,
en Larm af Galgensang
til Døgnets simple Toner
og sprukken Bægerklang
slaar ud, da Døren aabnes,
og driver langsomt hen —
saa lukkes »Flagermusen«,
og alt er tyst igen.