Hvor frydefuldt at glide
med Nuets Strømme hen
at sove, danse, glemme,
og være glad igen.
Hvad nytter det at stræbe,
hvor intet er at naa,
og naar man intet ejer
at skulle passe paa —
Og derfor var det næsten,
som kom det helt tilpas,
den Dag, da hun blev opsagt
og mistede sin Plads.
Hvor følte hun sig lettet
og glad og frank og fri,
da hun gik ned ad Strøget,
hvor »Verden« gaar forbi.
Se, Foraarssolen skinned,
og alting var saa skønt,
paa Torvet lyste yndigt
det spæde Foraars-Grønt —
Og mange, fine Herrer,
som imod Rosa kom,
de smiled og gik langsomt —
en enkelt vendte om —
Forringen rigtig Dame
— det havde mange sagt —
var sødere end Rosa
i blaa Spadseredragt —
Bag Restauranters Ruder
sad Gæster, to og to,
med løftet Glas og snakked
og smilede og lo —
De allersidste Moder
udstillet »flot og chict« —
Teatre, Biografer,
hvor Livet dog var rigt —
Sporvogne klemted muntert
og Biler gled afsted —
det var som alting kaldte
og vinked hende med.
Men saa blev Rosa sulten —
Hvor skulde hun gaa hen
iaften — og imorgen
kom Sulten jo igen —
Just nu, da hendes Tanker
blev strejfede af Savn,
hun hørte nogen kalde
og nævne hendes Navn.
Nej Mary, er det Dig, Du —
hvor kommer Du dog fra —
Ih! Rosa — og saa fin nu —
vist er det mig — God Dag!
Og saa blev der en Snakken
om alt, hvad der var hændt,
om dem fra gamle Dage,
de begge havde kendt.
Og Mary invitered
til Middag paa Kafé,
og fandt en Vindusplads, hvor
de kunde Gaden se;
hun førte ivrigt Ordet
med hæs og taaget Bas,
og Øjnene var stive,
som om de var af Glas.
»Ja, det var sgu paa Tide,
Du endelig blev fri
for baade ham og Pladsen
og alt det Slaveri —
Var jeg saa køn en Kvinde,
det kan Du lige tro,
saa var jeg nu Grevinde —«
Saa lo de begge to.
»Nej, ser Du, jeg har lært det:
vi faar kun det, vi tar —
jeg ordner Paragrafen,
man ved da, hvad man har;
og den Slags »bedre Herrer«
— det kan Du vel forstaa —
de hugger vores Ungdom,
og saa la’r de os gaa —«