Først længe, længe efter
fik Rosa Luft i Graad;
med Kinderne begravet
i Puden klam og vaad
hun græd til henad Morgen,
hun græd sig sløv og blind,
hun glemte alt, selv Sorgen
og gled i Søvnen ind.
Da Morgenskærets Kulde
til Rosas Kammer kom,
hun vaagned op forfrossen,
hun vaagned tung og tom
til bare det at leve,
men ikke til et Liv,
hvor Drøm og Længsel farver
selv fattigt Tidsfordriv.
Som Lyset, der er slukket,
dog er et Lys endnu,
som Blomsten, der er plukket
dog er en Blomst endnu,
var hun den samme Rosa,
som sidste Morgen saa —
men selvom Uret standser,
skal Døgnets Timer gaa.
Og i sin snevre Stue
hun saa sig træt omkring
og følte sig saa ene —
og ellers ingenting.
Forbi var Længslens fjerne
og fine Morgensang —
Saa blev der raabt paa Rosa
med gnaven Stemmeklang