Saa kom en dejlig Aften,
ja næppe til at tro —
hvor Rosa sad og syntes,
at hun var delt i to:
hun selv, beklemt om Hjertet
ved al den Glans og Fest,
og saa en anden Rosa,
der var en fornem Gæst.
De sad helt nær ved Scenen
midt i det store Rum;
hun ganske tavs og stille,
angst for at synes dum;
det var saa svært at følge
det Skuespil, hun saa,
fordi der var saa meget,
hun maatte passe paa.
Hun ønsked sig langt borte,
naar der var Mellemakt,
hun syntes, alle stirred
paa hendes jævne Dragt —
omkring dem knitred Silke
og lynede Juvel,
men hun sad uden Smykker
i Liv og Nederdel.
Hun følte sig først rolig,
naar Tæppet skulde gaa,
og alle saa mod Scenen,
og Snakken gik i Staa.
Men da de siden kom til
den store Restaurant,
med endnu mere Møje
sin Uro hun betvang.
Helt svimmel og bedøvet
af Vin og Lys og Larm,
hun følte sig forvirret
og altfor rød og varm —
Og tilmed var der Farer
maaske, hvorhen hun saa,
mens bare det at spise
gav nok at tænke paa.
Og da to unge Herrer
passered deres Bord,
hun hørte rædselsslagen
i Støjen disse Ord:
— imens de to besværligt
en Vej i Trængslen fandt —
»Se, hvor den røde Farve
klæ’r hende brillant —«
Ja, Rosa er sød — ikkesandt —