J.P. Jacobsen (1847–85)

    Dagligstue hos Direktør Hein. Luxuriøs, svær Vintermontering. Større Møbelgruppe tilbage til højre, mindre fremme til venstre. Dør tilbage til venstre og fremme til højre. Mellem mindre Billeder paa Bagvæggen legemstort Portræt af Fruens Fader. Sørge-Roset over Rammen.

    Anne Charlotte siddende bag Bordet til venstre, hvorpaa Bøger og Brochurer. De Geer paa Visit, har lige taget Plads, til højre for Fruen. Profil imod Tilskuerne.

    Saa De morede Dem virkelig igaar? Ja, jeg syntes det nok.

    Ja. — Skulde det desuden ikke være Morskab nok for en Balaften, ganske uventet at træffe en gammel Ven, man ikke har set i hele fire lange Aar?

    Ja fire Aar er længe. — Der er skét meget her, mens jeg har været borte.

    Ja, der er meget sket.

    Hvor det ligner! (Rejser sig halvt.) Ja, det er ganske det kjære, modige, gamle Ansigt. (Mod Fruen.) Jeg har aldrig kjendt en gammel Mand som Deres Fader, én der troede saa godt om Livet og om Menneskene som han. Naar man kom til ham med sine ungdommelige Planer og Forhaabninger, saa havde han aldrig disse mistrøstige erfarne Sentenser til én, som gamle Folk ellers altid kommer med; der var ikke Tale om overlegne Smil eller om at ryste medlidende paa Hovedet; han tog éns Planer op og lod dem lykkes i sin Fantasi; og Vanskeligheder! Vanskeligheder og Forhindringer dem huggede han løs paa, saa de faldt til alle Sider, og Fremtiden stod der for én som en aaben festlig Port, man blot skulde tage sig sammen for at spadsere igjennem .... Altid gik man forfrisket bort fra ham, mere tryg paa sin Lykke, sikrere paa sig selv.

    Og ikke sandt, han havde Ret?

    Han havde Ret, han fik det ikke altid. De ligned’ ham i saa meget, Frue, og ligner ham maaske endnu?

    Ja, hvorfor skulde jeg være forandret?

    Fire Aar! — Det er sjældent, et Menneske er sig selv tro saa længe.

    Det har De ikke lært af Fader.

    Nej, — det er der — andre, der har lært mig.

    Hvem?

    Man skal ikke nævne Navne.

    Jeg forstaar Dem ikke.

    Nej.

    Men maaske De vil indrømme, at det i en Samtale er behageligst, at man forstaar hinanden?

    Ja er nu det saa vist?

    Jeg foretrækker det i det mindste.

    Ja, ser De, Frue, det, jeg mener, er jo ikke andet end det, at naar vi som ganske unge skal i Lag med Livet, saa har vi, de fleste af os, fra Naturens Haand en Mængde skjønne Egenskaber. Vi er uegennyttige, tillidsfulde, rede til at lide for Sandheden, uforsonlige overfor alt hvad der er lavt, urokkelige i vor Tro paa, at det, der er Ret, skal sejre, vi er ridderlige, modige, alt hvad der er modigt, fint og ædelt.

    Ja!

    Men al den Herlighed er af Naturen slet ikke bestemt til at vare, ikke mer end det Sæt Tænder er det, man faar som ganske lille. Der er nemlig en Drift hos os, som ikke rigtig har ladet sig mærke, før nu da man som voksen er kommen i Haandgemæng med Livet, og det er Selvopholdelsesdriften — og det er mærkværdigt ...

    Skal jeg sige Dem min oprigtige Mening.

    For min Skyld ikke. Jeg véd altfor godt, at naar man kalder sin Mening for oprigtig, saa er den ubehagelig.

    Ja, hele Deres lange Historie er efter min Mening ikke andet end Vrøvl.

    Aa ja, der kan være noget i det samme. Saadanne almindelige Theorier, hvormed man søger at ramme den, man ikke aabenlyst tør angribe — —

    Er det mig, De mener?

    Sig mig, Frue, har De aldrig tænkt paa, hvad Indtryk det maatte gjøre–paa mig dernede i Venedig, da jeg fik at vide, at De havde forlovet Dem med Frederik Hejn.

    Nej, gjorde det noget synderligt Indtryk paa Dem?

    Ja det gjorde, Frue, for der var et helt Flor af lyse, lykkelige Haab og fine Drømme, der blev vejret hen, som man siger, netop ved dét.

    Nej hør, vil De nu virkelig gjøre Dem den Ulejlighed at bilde mig ind, at De er gaaet om med ulykkelig Kjærlighed til mig. Det er jo dog aldeles unødvendigt. Jeg er slet ikke saa fordringsfuld, jeg tillader, at man bevarer sit Hjertes Fred overfor mig.