Saa sikker du stander, du mørkladne Borg
Med Volde og Gravene brede,
Med Broen optrukken og Porte tilstængt,
Ja sikker som Fjeldørnens Rede.
Og Vægteren vandrer paa Muren omkring
Aarvaagen, med spejdende Øje,
Med Lansen i Armen og Sværdet ved Lænd
Og vogter saa tro og saa nøje.
Dog ikke han mærker, hvor grant han end ser,
At skjønt han saa stærkt monne stænge,
Saa let over Gravene, Volde og Mur
Der talløse Skarer sig trænge.
Ja ustanset iler det brogede Tog,
Saa tæt paa hinanden de følge
Som Skyer, der jages af susende Storm,
Som ved Strandbredden Bølge paa Bølge.
De trænge sig ind til det signede Sted,
Hvor Signelil sødt monne sove,
Dog ikke de styrre den slumrende Mø,
Hvor meget og mangt de end vove.
En henover Lejet sig bøjer saa øm
Og minder den snehvide Pande,
En ænser alene de hvælvede Laag,
Der dække de drømmende Vande.
En leger med Lokkernes smidige Guld
Og en med Fingrene hvide,
En trykker sig til hendes rødmende Kind,
En drikker de Aandedrag blide.
En slynger sin Arm om den snehvide Hals,
En vil hendes Hjærteslag høre,
Helt mange sig trænge om Læben til Kys,
Flest hende dog sukke i Øre.
Men Vægteren vandrer paa Muren omkring
Aarvaagen, med spejdende Øje,
Med Lansen i Armen og Sværdet ved Lænd
Og vogter saa tro og saa nøje.
66 eller 67.