Kongens Øre er mæt af Tale,
Tørster efter Sang.
Et Kvad, Herre Konge!
Et Kvad skal du faa,
Thi Øllet endnu staar højt i Hornet,
Og end har det ej som en koglende Taage
Vundet sig rundt om Mændenes Tanker;
Endnu har det ej hidset op deres Stemning,
Saa den er tilfals som en billig Frille.
Og Goden er gaaet,
Det er nu (det) bedste.
Der er ikke Hav, der er ikke Jord,
Ej Menneskefjed eller levende Aande;
Det er fjærnt, fjærnere end Blaalands fjærneste Kyster,
Maales ikke ved Mile,
Naaes ikke i Aar.
Fløj Du i Ørneham, til Fjerene faldt,
Du kom der aldrig, du fløj derfra!
Mit Øje dummes, mit Øje ser —
Der er ikke Hav, der er ikke Jord,
Ej Menneskefjed eller levende Aande.
Der er kun de store, de ældgamle Tider,
De ligger, de løftes, de bæres
— Af hvad? eller bær’ de sig selv?
De har taarnet sig op i Fjælde,
Der har Skygger til Verdner ni,
De har straalende Bræer, der lyse
For Verdner og Verdner igjen.
Mørke, stormslagne Skyer er strandet ved deres Fod,
Nordlyset risler i skiftende Buer
Ned over de mørke Sider.
Og bag dem er der Lys i Lys,
Som Guld, der spejler sig i Guld.
Nastronds Pine over Goder alle!
Hælhjems Gus over jer der lyde!
Hvi er vor Tid som et grøngræsset Dalstrøg,
Hvor Taagen har lagt sig til Ro?
Hvi er vor Tid som et bredmundet Aaløb,
Der dovner sig frem, blinkende af Søvn?
Hvi er Mændene som de stakkede Sværd,
Der er matte i Slaget og døde i Bidet,
Uden Vægt eller Klang i Svinget?
Og hvi er hver en Kvinde i Landet
En Perleklase paa møre Traade?
Mumler jer Læbe mig Svar,
Eller venter I Ordet?
Min Sang er oppe:
Senest 1873?