Har Dagen sanket al sin Sorg
Og grædt den ud i Dug,
Saa aabner Natten Himlens Borg
Med evigt Tungsinds tavse Sorg.
Og en for en
Og to for to
Gaa fjærne Verd’ners Genier frem
Af Himmeldybets dunkle Gem.
Og højt over Jordens Lyst og Elende
Med Stjærnekerter højt i Hænde
Skride de langsomt hen over Himlen.
De Fodtrin skifte
Med Sorg i Sinde . . .
Underligt vifte
For Rummets kolde Vinde
Stjærnekerternes flakkende Flammer.
1875?