Saa er nu da Jorden en Kobbertyr,
En Phalaris grum «Gud Fader»,
Og Smærte og Skuffelse er den Ild,
Han Tyren ombølge lader.
Han hører da oppe fra Himlen fro
De martrede Sjæles Klager,
Dog først naar en Digter er med deri,
Ham rigtig Koncerten behager.
Thi har da og jeg faaet mit Parti;
Han véd, con espressione
Jeg altid har sunget, og derfor skal
Min Sang nu mod Himmelen tone.
Saa synge vi da, men husker vel paa,
Vi aldrig tør vorde tavse,
Selv Dommedag, naar den kommer en Gang,
Er ikkun en lille Pavse.
Ja, stemmer nu op, I Sjæle paa Jord,
Men vogter Jer for minuendo;
Lad bruse det gennem al Evighed
Med Kraft i et vældigt crescendo!
Saa synge vi Solen og Maanen ud,
Ned synge vi Stjærners Vrimmel,
Saa synge vi selve Tiden istaa
Og sammen Helved og Himmel.
Saa synge vi Guddommens Throne i Kvag,
Vi synge ham selver til Døde,
Tilsidst vi synge os selv saa ihjel
Og levende atter de døde.
68.