Naar Haabets Vinger allernærmest løfte
Mig mod den Himmel, som jeg higer til,
Da stiger frem for Sjælen mørke Tanker,
Og Haabets Kraft ej længer bære vil.
Kan hun vel elske Trællen, som hun løste?
Thi Træl, hun vide skal, det var mit Navn;
Vil kun til Hjælp hun da mig række Haanden,
Men haanlig vrage Hvilen i min Favn?
Kan hun vel tro paa mig, sig til mig støtte,
Med mig vel trøstig flagre Elskovs Flugt?
Maa hun ej tro, at ingen Kraft jeg ejer,
Og at mit Mod blev dræbt ved Trældoms Tugt?
Hun maa det ej, jeg var til Træl ej baaren,
En Kongesøn var det, i Lænker lagt;
Men Lænken faldt, og ingen Skygge vover
Nu mer at trodse min genvundne Magt.
Ja jeg er Drot, hun op til mig skal skue,
Skal fuld af Tillid synke i min Favn,
Som min hun dele vil en Konges Sæde,
Og fjærne Slægter kende hendes Navn.
68. Gaar an.