Du kalder mig tavs og melankolsk!
Maaske — rent nægte det mægter jeg ej.
Kaadhedens Nisser forlod mig — maaske —
Tænkningens Aander fordrev dem.
Hvor er jeg tavs? hvorfor melankolsk?
Ved jeg det selv!
Kun Lidt af det Meget jeg mægter at fatte,
Mindst af Alt dog mig selv.
Tanker man gjerne i Former vil tvinge.
Verden siger: Tænk saadan! tænk ret!
Min Tanke taaler ej Tvangen.
Den Strid maaske, den Hævden maaske
Af mit Fremtidsvalgsprog har mig Alvor indgydt.
Saa være det, hævdes det skal, jeg siger det frit:
»Fribaaren er jeg, og jeg tænker frit!«