Sig mig, Pepita, hver Gang Dagen viger,
og naar din Moder kysset har din Kind,
og naar din Aftenbøn Du stille siger,
før Du i Nattens Favntag slumrer ind,
og naar Du hører i din lille Stue
kun Drømmeskarens dæmpede Musik,
imens Du løser af din lille Hue
og under Sengen ser med flygtigt Blik,
og naar de Gamle sove trygt derinde,
og Tavshed ruger over hver en Vraa,
sig mig, Pepita, sødeste Veninde,
sig mig, hvorhen da dine, Tanker gaa.
Hvem véd? maaske Du tænker paa Heltinden
i én og anden trøstesløs Roman,
paa dette falske Haab, som farver Kinden
og plyndrer Hjærtet ved et grusomt Ran.
Maaske Du tænker da paa hine Bjærge,
der altid føde Mus — og nu igjen
paa spanske Riddere med draget Værge,
paa Syltetøjer og paa Ægtemænd.
Ja, Himlen véd, hvor dine Tanker standse,
hvormed Du slutter Ønskets Tryllering,
maaske med nye Kjoler, gamle Danse,
maaske med mig — maaske med Ingenting.