Henstrakt i Græsset efter vanlig Skik
jeg lytter til Cikadernes Musik,
og Lys og Farver dirre for mit Blik.
Med brune Hænder og med Straahat paa
Slaakarlene jeg ser paa Engen gaa
i Relief mod Himlens dybe Blaa.
Paa brune Skuldre spiller Solens Glød,
solbrændt er Haanden, brun er Kindens Lød,
jeg vilde gjæste dem, var jeg end død.
Og Leens sommerlige, muntre Klang
og Folkene, der meje med en Sang,
den slummerfyldte Duft fra Skov og Vang,
og Sommerfuglen flagrende i Ring,
og Biens Surren og Cikadens Spring,
Beruselsen i tusind skjønne Ting
den gyder nye Kræfter i mit Blod,
som Saften stiger op fra Plantens Rod,
den fylder mig med Frejdighed og Mod.
Hinsides Agerland og frugtbar Jord
sig hæver Bøgeskoven grøn og stor,
didop en støvhvid Sti sig dovent snor.
Og Malkepigen gaar langs Kornets Rand,
paa Hovedet hun bær’ sin Malkespand,
Forklædet lyser hvidt i Solens Brand.
Hun venter ham, der førte Leen nys,
dér er han alt, og hurtig som et Tys
han lukker hendes Læber med et Kys.
Mit Øje følger dem, imens de gaar,
jeg ser ham glatte hendes brune Haar,
sødt som Musik mig deres Hvisken naar.
Hist komme Børnene i rask Galop,
blandt Høet tumle de med viltre Hop,
de skingre Stemmer fylde Luften op.
Paa deres Kinder blusser Varmen rød?
Hvad kjende de til Livets Kamp og Nød?
For dem er Munterhed som dagligt Brød.
O, jeg gad blande mig i deres Kreds,
usynlig som en Vind, der selv ej ses,
gad høre, hvor der snakkes og der les.
De glade Børn, hvor lidt de dog forstaa!
Med Spøg og Tummel Dagens Timer gaa,
hvor straaler Øjets Himmel fugtig-blaa!
Er det da sælsomt, om endnu vi ser
blandt Billeder af Ting, der er ej mer,
paa Vaser, brændte af Toskana’s Ler,
de muntre Smaafolk, fri for Livets Tvang,
der overgivent korte Tidens Gang
ved Dans og Leg og Fløjtens friske Klang.
Og han, som maled dem paa Vasen dér,
han vidste nok, hvor rig en Løn det bær
at give Agt paa Smaabørns glade Færd.
Hvor ren en Fryd, der strømmer til et Bryst,
saa tidt vi dele Barnets glade Lyst,
som om os Englemunde havde kyst.
I Videns Land jeg henter ej min Fragt;
men i mit Sind en lønlig Trang blev lagt
at føle mig med hvert et Liv i Pagt.
Min Sjæl er som en Draabe paa et Straa,
der spejler alt det Store og det Smaa,
hvor du dit eget Billed spejlet saa’
Og, som jeg ligger her saa ung og sund,
jeg sørged ej, hvis Døden denne Stund
mit Øje lukked i til evigt Blund.
Thi jeg forsvandt; men Verden gik sin Vej,
gjenlydende af Sang og Børneleg,
og Ingen skulde sørge over mig.
Alt flygter Lyset, Aftnen falder paa,
den unge Maane blinker fra det Blaa,
Høstfolkene forsvandt, og jeg maa gaa.