Det vugger i Bølger, det grønne Korn,
det jubler med Triller og Slag;
af alle de Sange, vi kjendte tilforn,
hvad synge vi vel i Dag?
Mon den, mit Hjærte? — Nej!
Men den da? — Heller ej!
Thi Sange er som Blomster, der falme paa vor Vej.
Lunden er hyllet i Taagernes Slør,
og Solen sygner derbag.
Af alle de Kys, vi vexlede før,
hvad Kys skal vi give i Dag.
Mon den, mit Hjærte?- Nej!
Men den da? — Heller ej!
Thi Kys er som Blomster, der falme paa vor Vej.
Og Skyerne jage i Skyernes Spor.
De haste, de længes mod Ro.
Men hvad er den Ting mellem Himmel og Jord,
vi helst vilde glemme, vi to.
Ikke Fødsel. — Kjære, nej!
Mon da Døden? — Heller ej!
Den Elskov, som var en Gang vor, men falmed paa vor Vej.