Abu el Hassan Ali os fortæller
et lille Træk af Livets store Bog,
hvorfor jeg til en Hjemmelsmand i Gjæld er;
thi selv jeg er desværre ej saa klog,
at jeg kan tyde, hvad os Abu melder
i Østerlandets gaadefulde Sprog:
Der levede en Muselmand en Gang,
hvis Hjærte ved en kristen Kvinde hang.
Saa fyrig elskede han denne Kvinde,
at nær han havde mistet sin Forstand,
hvis ikke Skjæbnen havde faaet i Sinde
at kalde bort ham til et fremmed Land,
for nye Handelsmarkeder at vinde
og bringe nye Kjøb og Salg i Stand.
En trofast Ven, for hvem han Intet dulgte,
som Rejsefælle ham paa Turen fulgte.
Men sælsomt nok er Skjæbnens Traade spundet,
og med Fortuna gjælder ingen Pagt,
og pludselig vor Moslem har sig fundet
til Sygelejet af en Sygdom strakt;
hans Munterhed, hans Livskraft var forsvundet,
han følte, at det led mod sidste Vagt.
»Min kjære Broder,« siger han til Vennen,
»jeg føler nok, det lakker nu mod Enden«.
»Og hun, som var mit Hjærte dyrebar,
skal aldrig mere jeg i Livet møde,
ja, ej en Gang til Gjensyn blandt de Døde
som Muselmand jeg nogen Udsigt har,
det gjøre Bibel og Koran mig klar,
og til Omvendelse mig begge nøde«.
Saa blev han døbt, og Kapuciner tykke
gav ham en Grav i Kirkegaardens Skygge.
Nu rejste Vennen hjem; men dér han fandt
hin kristne Kvinde paa det sidste Leje.
*Ak«, sagde hun, »den Ven, som her jeg vandt,
ham haaber nu jeg ogsaa hist at eje.
Selvprøvelse har lært mig, det er sandt,
at Muhammed har vist os Himlens Veje«.
Hun døde, og en henrykt Derwischskare
i festligt Tog til Graven hende bare.
Men da nu disse To i Graven laa,
og Vennen overvejed Sagen nøje,
i Moslems Paradis han hende saa’
med andre Houris sig i Dansen føje.
Ældgamle Tyrker sig for hende bøje
og hende Glædesbægret række maa.
Ham saa’ han midt i en bodfærdig Vrimmel
paa vaade Skyer i de Kristnes Himmel.
Dog syntes Himlens Fryd ej ret at smage
de To, der var i Saligheden skilt,
og Vennen gik bedrøvet mange Dage
omkring, til han med Et sin Tvivl ser stilt,
han anbefaled dem den Almagt mildt,
der ej med slig Sorteren gjør sig Plage,
men i sin rummelige, muntre Himmel
har Plads til alle fromme Sjæles Vrimmel.