Den tapreste Ridder lod Kongen væbne,
at han skulde veje Prins Flores’ Skæbne.
Gud Herren naade os alle.
Uden for Babilon er der en Plads,
dér sprang saa mangen en Lanse som Glas.
Og mange hilstes med jublende Munde,
mens andre segned med Dødsens Vunde.
Det hele Babilon, store og smaa,
var strømmet ud for at se derpaa.
Saa lade vi Lurene gjalde.
Da nu man hørte Lurene klinge,
to Riddere saa man i Sadlen springe.
Da tredje Gang de hilste med Gny,
da saa man alene en Hvirvelsky.
Da de red sammen første Gang,
begges Lanser i Stykker sprang.
Da droge de Sværd af Skede,
skinnende Klinger og brede.
Ung Flores førte sit Hug behænde,
Ridderens Skulder han kløv i tvende.
Ridderen vaklede, men kun kort,
saa hug han Flores Skjoldet bort.
Gud Herren naade os alle.
Da nu de rede sammen dernæst,
hug’ Flores Halsen af Ridderens Hest.
Og, da han ej endnu vilde vige,
han mistede venstre Haand tillige.
Ridderen blev baade varm og vred,
slog Flores’ Hest, saa den segned ned.
Han kløved uden at helme
med øvet Hug hans Hjelme.
Da hørte man Folket huje og støje,
liden Blanseflor blev det sort for Øje.
Men Flores selv led ingen Men,
det voldte hans Moders Tryllesten.
Da blev Flores baade vred og varm,
han afhugged Ridderens højre Arm.
Riddersmanden i Gruset segned,
nu saaes det først, at hans Kind var blegnet.
Flores sin Rustning af sig drog,
som Klokketunger hans Hjerte slog.
Kongen lod Flores til sig kalde,
han rakte ham Haanden foran dem alle.
Han sagde: Du blive nu her hos mig,
et Kongerige vil jeg give Dig.
Men Flores’ Øje listelig lo:
I Murcialand er bedre at bo.
Dog lover jeg, om vi blive i Live,
tolv Maaneder ville vi hos Dig blive.
Tolv Maaneder blev de i Kongens Gaard,
hver Dag var der Gilde det ganske Aar.
Og den Gang Aaret var vel til Ende,
de vidste ej, hvor de Dage var henne.
Saa hejsed de Sejl i den høje Raa,
til Murcialand over Bølgen blaa.
I Murcia fandt de Slottet øde,
deres Forældre var alle døde.
Men Folket kendte Flores paa Stand,
de gjorde ham til Konge udi alt det Land.
Og Blanseflor fik Plads ved hans Side
i alle Dage baade onde og blide.
Saa lade vi Lurene gjalde.