Foraarets Luft den er saa stærk,
I tage jer vel i Vare,
det raader jeg baade Mø og Svend,
helst hvem der til Skovs vil fare.
Ti Foraarsluften er saa stærk.
Det raader jeg baade Svend og Mø,
gaa ej i de grønne Skove;
men, hvis I vandre til Skoven ind,
I lægge jer ej til at sove.
Ti Foraarsluften er saa stærk.
Der svæver gennem Dalbunden hen
en tin, forgiftende Taage,
den vinder en Snare omkring dit Bryst,
den tynger Øjnenes Laage.
Ti Foraarsluften er saa stærk.
Selv har jeg sovet paa grønne Høj
og drømt, hvad jeg aldrig kan glemme,
nu færdes jeg her som i fremmed Land
og haver ingensteds hjemme.
Ti Foraarsluften er saa stærk.