Jeg ligger blandt rødmende Ranker
en solklar Efteraarsdag,
saa stille er mine Tanker,
saa roligt mit Hjærtes Slag.
Somren har blusset og glødet,
nu letter den alt til Flugt,
falder nu snart i Skødet
mit Arbejds modnende Frugt.
Og medens mit Øje spejder
ad Høstens den tavse Sti,
mit Livs den flyvende Sommer
flagrer mig let forbi.
En Vævning af fineste Traade,
et kunstig tilvirket Spind,
en Skæbne, Drøm eller Gaade,
en Leg for Vejr og for Vind.
Ak, hvor har Haabet ej pralet
og svigtet i næste Stund,
hvor har med Roser det malet,
det løj med smilende Mund,
det lokked’ tidlig og silde
min Vandrings søgende Skridt,
der var saa meget, jeg vilde,
og jeg fik kun gjort saa lidt.
Vi véd det, vi, som har kæmpet
baade i Gaar og i Dag,
at Livet ikke er læmpet
efter mit eller dit Behag.
Og tænke vi saa med Gammen
at hvile ud fra vor Strid,
saa pakker Sommeren sammen
til ubelejligste Tid.
Ti alt i Verden maa ile,
og Tiden har altid Hast,
og Somren har ingen Hvile,
Og Glæden har ingen Rast.
Saa dans, Du flyvende Sommer,
saa langt og længe Du kan,
til en Gang en Tjørn Dig fanger
ude ved Markskellets Rand.