Højt paa de højeste Bakker,
dér svinger Egen sin Hat,
ned over de stejle Skrænter
tumler det viltre Krat.
Langs med de sandede Veje,
dér soler Snogen sin Ring,
og Viben sidder i Lyngen
og tænker paa gamle Ting.
Og hundred føjtende Stier
ile i rask Tagfat
igennem de grønne Skygger,
i Skovens hviskende Nat,
men stundom én sætter Kaasen
derind over Heden og svinder
imellem de buskede Tuer —
og den er der ingen, der finder.
Imod den vatrede Himmel
tegner Kolien sin Tind
med Krans af uldgraa Skyers
lysindvirkede Spind;
men fjærnt over Søen lyder
Dampbaadens hæse Signal,
svaret af rungende Genlyd
fra mangen lyttende Dal.
Og sætter Du Dig til Hvile
højt paa den solvarme Brink,
saa ser Du Søerne smile
dybt nede med tusind Blink,
det er som en Ring af Perler,
af Perler trukket paa Straa;
ti gennem dem alle strømmer
den mægtig svulmende Aa.
Paa Julsøens spejlglatte Flade
mellem Holmenes skovklædte Tuer,
der vrimler en Sværm af Baade,
travle som smaa bitte Fluer.
Der er en Tumlen og Piasken
af Polk, der stage og skodde
og lege Skjul med hverandre
bag mangen en skovkrans’t Odde.
Med Fristed for Ravn og Krage
Højskoven susende staar
og synes at tænke tilbage
paa svundne Slægter og Aar,
med Skulder stemmet mod Skulder
for Vestenvinden den luner,
en selsom Saga staar skrevet
i Barkens knudrede Runer.
Der er saa tyst og saa stille
som i et Eventyrland,
naar Middagssolen den bager
Vejenes dybe Sand,
kun Bladenes Tunger hviske
i deres dæmpede Sprog,
men henover Lyngen sejler
de ensomme Skyers Tog.
Og hen under Bakkedraget
lister Ræven sig stille
og slukker sin Tørst paa Vejen
i Skovbækkens klare Kilde,
saa søger den til sin Hule
i Granskovens dybe Ro,
mens Musvaagen kredser langsomt
omkring sit ensomme Bo.
Naar Solen da gaar til Senge
i graalige Skyers Uld,
da blinker Søen dernede
et Blad af bævende Guld,
da lægger den hen over Skoven
Skyrosernes rødmende Krans,
mens Myggesværmen foroven
træder sin luftige Dans.