Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop,
af snævre Lukker og Bladsvøbsgemmer,
slaa alle Døre og Ruder op
til Klang af tusinde Stemmer.
Spring ud af Vinterens trange Hi
til Melodien af brudte Lænker,
hvor Vinden vifter ad Vaarens Sti.
Spring ud, før nogen det tænker!
Saa kom med Kundskabens gyldne Skat,
I Sædemænd fra de høje Sale,
strø ud i Landet ved Dag og Nat
og tilsaa Bakker og Dale.
For længe Visdommens Venner sad
i fornemt Stænge bag stolte Mure,
og Almuesmanden var stolt og glad
for et fattigt Frø til sin Fure.
Det gaar ej længer! Det gælder ej
med denne Visdom bag lukte Døre,
nej ud paa Livets den alfar’ Vej
og tal, hvad Folket maa høre!
Her frem med Tænkernes gyldne Fund,
her er en Hunger, som snart maa stilles,
og falder noget paa stenet Grund,
skal dog ej Udsæden spildes!
Det gaar ej længer! Det gælder ej
med denne Visdom i Bur og Celle.
Herud paa Livets den alfar Vej,
og da skal Visdommen gælde.
Strø ud blandt Folkets forsømte Børn,
strø ud en Sæd, der kan Hadet hindre,
og falder noget blandt Stub og Tjørn,
saa bliver Høsten ej mindre!
Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop,
af snævre Lukker og Bladsvøbsgemmer,
slaa alle Døre og Ruder op
til Klang af tusinde Stemmer.
Spring ud af Vinterens trange Hi
til Melodien af brudte Lænker,
hvor Vinden vifter ad Vaarens Sti.
Spring ud, før nogen det tænker!