Du Sol, der altfor stolt og høj
hen over Verden skrider,
o bøj en Gang dit Hoved ned
til alle dem, der lider,
som saaredes af Vejens Tjørn,
paa Livets travle Færden
og sjælden mærked, de var Børn
af Solens lyse Verden.
Ak, Verden har saa mangen Vraa,
hvor ind Du aldrig titter,
med Sult til Tærskel, Sorg til Slaa,
med Nød og Trang til Gitter.
Hvor Livet er saa armt og grimt,
en Bylt af daglig Møje,
og hvor man aldrig saa et Glimt
af dit det lyse Øje.
Vel sandt, at Du gaar daglig op
for gode og for onde
og modner Kornets tunge Top
for Herremand og Bonde.
Dog svæver Du for fjernt og let
i Himlens høje Sale
at skifte Sol og Skygge ret
for os i Jordens Dale.
Kom ned, Du høje Sol, kom ned
og maal en Gang din Styrke
med Verdens Uretfærdighed
og Fattigdommens Mørke.
Kom ned til denne lave Kyst,
hvor Vinterkulden trykker,
og prøv en uforfærdet Dyst
med disse dybe Skygger.
Bryd frem igennem Mørkets Lejr
med din den blanke Klinge,
før Lysets Tropper frem til Sejr,
lad Dagens Klokker ringe.
Og gæst saa daglig Her og fler
af Rønnerne hernede,
til Verden ej har Skygger mer
af dem, som Du kan sprede.