Hedt brænder Solen paa de brede Fliser
og skyggetegner skarpt enhver Kontur
og reflekteres fra den hvide Mur
og spiller paa de blændende Markiser.
Fra Formiddagens Vrøvl og Torvets Priser
den travle Verden tager sig en Lur,
Du stirrer mat mod Kirketaarnets Ur:
mon ej den sover nu den lange Viser.
Dog nej! Mens blødt i Søvnens Favnetag
forglemmende den trætte Verden blunder
og nyder Middagstimens Fred i Mag
den lange Viser passer sine Runder,
bestandig Skiven rundt fra Slag til Slag,
den summer op de flygtende Sekunder.