Jeg hilser Dig paa din Kommandobro.
Det anede mig alt for længe siden,
at Du var en af dem, der fatted Tiden,
en værdig Stridsmand for den rette Tro.
Hvor tryg og rolig stod Du dér og lo,
naar vi blev tumlet om af syv Slags Viden,
som var Du selve Pallas med Ægiden,
forstenet i dit Væsens dybe Ro.
Og nu en værdig Præstemand paa Landet
med Hustru, Kvæg, med Sognebørn og Faar,
Ihændehaver af en Præstegaard.
Imens vi andre drev med Flyvesandet,
Du drømte om det store Gyldenaar,
og se, det kom! Hvor kan det være andet.