Lyksalig den Glade som barnlig heniler
Til Fløjternes Toner i zirklende Dands,
Hvis Øje i reneste Livlighed smiler,
Mens Tonerne trylle den lyttende Sands!
Lyksalig den Glade, hvis eneste Tanke
I Dandsen er — Dandsen og Strængenes Lyd!
Hvor Hjertet kan barnligt og hoppende banke,
Der Englene glædes ved Menneskers Fryd.
Lyksalig den Elsker, som henrykt omslynger
Den elskende Pige i zirklende Dands,
Og tumler saa fro blandt de buntede Klynger
Omvundet af Gratiers hellige Krands!
Han sværmende glemmer den Jord, han betræder,
Og troer sig henhvirvlet i Verdnernes Strøm,
Hvor Aander omsvæve i evige Glæder
Til Sphærernes Toner i Kjærligheds Drøm.
Men Ve den, hvis Hjerte ej barnligt kan glædes,
Ej heller henrives af sværmende Fryd,
Hvis Fod ej usynlig af Gratien ledes
Men vellystig bæver ved Fløjternes Lyd!
Med ham dandser Uskyld paa Afgrundens Bredder,
Forbandelse toner Trompeternes Skrald:
Hvor Hjerterne klappe af syndige Glæder,
Der Djævlene juble ved Menneskets Fald.
Ingeman.