W.H.F. Abrahamson (1744–1812)

        Mange, endog Saadanne, der vilde ansees for tænkende Mænd, have paastaaet at Qvindekjønnet var bestemt til ikkun at spille underordnede Roller her paa Kloden; at være en mere lidende end virkende Del af Menneskeslægten. Endeel ædle Qvinder selv have vel og selv vist sig mismodige over at Handlinger og Virkekredse, der drage Manges Øjen til sig og sysselsætte Rygtets hundrede Tunger, ikke er Kjønnet anviste, men at dette synes indskrænket til den snævrere Kreds af Huslivet og Hussysslerne.

        Historiekjenderen vil gjendrive hin Paastand og disse Klager ved at paaberaabe sig de ældre og nyere Tiders Qvinder, som Fødselen eller Omstændigheder satte paa Tronerne, og som derved idetmindste syntes at have Hovedrollen i de Lande der laae under deres Scepter. Han vil henvise til Englands, til Ruslands, til de nordiske Rigers Aarbøger, der paa de mange Blade tale om en Margrethes, en Kristines, om Anners, Elisabethers, Kathriners vidtomfattende langtudvirkende Anlæg og Handlinger. Ja, fæstende Øjet længe og stadig paa disse Herskerinder, kan han omsider med vor Holberg paastaae, at kun Mændenes Uskjønsomhed, Uretfærdighed og Egenkjærlighed har udelukket det andet Kjøn fra Deltagelsen i alle Borgersamfundets Embeder.

        Seer den koldere Gransker end, at her er Overdrivelse, at Naturen selv, der kaldede Qvinden til at vorde Barnemoder, og nægtede den det Maal af Legemskræfter som blev Mandens Lod, udelukker hin fra saa meget som dennes stærkere hærdede Nervesystem udfordres til; seer Granskeren at Kjønnene da ej kunne iflæng og uden Forskel skiftes til at udføre de forskjellige Roller som bør godt besættes i de forskjellige Stænder, være sig den frembringende eller den forædlende, den oplysende eller den forsvarende, eller den bestyrende Stand, men at i hver af dem mange Fag ej vel kunne besættes tilbørlig uden ved dem, der med Sjeleevners Dannelse forene Legemsstyrke; seer end den forskende Philosoph alt dette, saa seer han dog tillige ogsaa med samme Klarhed og samme Overbevisning, at den qvindelige Virksomhed ingenlunde er indskrænket til Sypuden eller Kjøkkenet allene, langt mindre til at være blot Befordring af Mandens Morskab, Magelighed eller Sandselighed. Han seer at det fri fornuftbegavede Væsen vist ej bestemtes til Dukke, Maskine, eller Træl.

        Hvad Qvinden kan være, som oftest og virkelig er for den Mand, der førte hende hjem som Hustru, det vide vi alle, hvis heldige Lod det blev, at være forenede med ædle Ægtemager. Men større er hendes Virkekreds end den, at leve for den ene Mand, at blande sin Blidhed i hans strengere Alvor; at lade ved varm Deltagelse ham føle hver hans Glæde og Lykke dobbelt; at dryppe idelig Honningsdraaber i hans endog bedskeste Malurtsbæger, indtil dette taber al sin Bitterhed; at tørre Sveden eller glatte Rynkerne paa hans Pande efter fuldbragt Legems- eller Sjelearbejde; at holde vedlige, og som nyttigst anvende hvad hans Flid forhverver; at ved omhyggelig Pleje, og det som mere er, ved det milde Smil og de tilbagetvungne Taarer, at betage hans Lidelser paa Sygelejet deres Vælde; ja at forsøde ham endog Armod, Fængsel og Landflygtighed. Skjøn er denne Qvindens Virkekreds, og Held er den for Jordens Sønner, men den er ikke den eneste, og langtfra ej den største.

        Børnenes første, og lad os kun tilstaae det, deres vigtigste Opdragelse er Moderens Værk. See vi et Kuld velopdragne Sønner og Døttre, saa uden at kjende Moderen, slutte vi, og frygte, vejledede af stadig Erfaring, ej for en Fejlslutning, at hun er eller var ædel Qvinde. Thi det vide vi jo, at Faderen i de fleste Tilfælde, bunden til Værksted eller Kontoir, til Studerekammeret eller Kollegiibordet, saa lidet kan befatte sig med Børnene, som derimod al Dagen over ere under Moderens Øje, og af hende faae det hele første Anlæg til hvad Mennesker de siden skulle vorde. Hun udvikler deres første Begreber, styrer deres Følelser, vaager over deres Sæder, leder dem til Virksomhed, kort, danner dem til gode og brugbare Mennesker. Ligeledes vaager hun siden over Læreren og Lærerinden, at de Unge ogsaa kunne blive kyndige og brugbare Borgere. Og nu blive de Medlemmer af Borgersamfundet, og virke som tænkende, sædelige, kyndige Borgere, Sønnerne i Handtering eller Embed, Døttrene igjen som opdragende Mødre. Hvo beregner her Summen af det Gavn og det Held, som hun den ene Qvinde saaledes ved sine Børns gode Opdragelse udbreder i hele Staten? Er dette trang, indskrænket Virkekreds? Opsigt, Omtale frembringes ikke af de skjønne Handlinger i denne Virkekreds, men kan den kaldes indskrænket? Er den ikke meget mere stor, langtudvidet, flere Tider og Slægter omfattende? Størligen virker den ædle Qvinde, naar hun endog kun virker i og for sit Hus; men endog her staae endnu ikke Skrankerne for hendes Virkekreds. Hvor udstrakt bliver den, naar hun anvender sine Indsigter og Kræfter til at danne den Ungdom der ikke hvilede under hendes Hjerte, men dog finder Moderhjerte hos hende; naar mange Huse nær og fjern have hende at takke for deres kloge Husmoder, for deres ømme men forstandige Barnemoder. O! her bliver først ret uberegneligt det Held, som den duelige og nidkjære Opdragerinde virker for Tid og Eftertid.

        Saare naturligt henvendes Tanken til det her Sagte, naar man staaer for Mindestenen paa Henriette Rosenstands Grav. Hendes Dage helligedes til ædle Qvinders Dannelse, og saa mangen Mand velsigner hendes Amindelse for sin Hustru, saa mangt et Barn for sin ypperlige Moder, saa mange Tyende for deres fornuftige og kjærlige Madmoder, og saamange Andre for den til deres Held virkende, driftige, hjelpsomme, husvalende Hædersqvinde.¹