Jeg drømte, jeg stod i Skyggernes Land
Ved den evige Glemsels Flod
Jeg stirred ned i dens dybe Vand;
Ved dybet vakled min Fod.
Jeg bøied mit Hoved mod Flodens Siv;
Det hvisked fra Mindernes Grav:
Een Draab kun! og det gamle Liv
Bortsmelter, som Draaber i Hav.
Een Draabe! og Livets Skygger bortflye! —
— Jeg leed af uendelig Tørst —
Een Draabe kun! — og Verden er ny,
Og Livet begynder fra først.
Een Draabe! og glemt er al Verdens Nag —
Og glemt hver Kjærligheds-Drøm —
Nei, før jeg vil tørste til Dommedag —
— Jeg flyede fra Glemselens Strøm.