Hvo nævner os den Riddersmand,
Som her sin Grav har fundet?
Han kom fra fjerne Schwaberland,
Til Hvile Helten stunded.
Han havde stridt saa brav en Strid;
Ei Natten ham forfærded,
Han tænkte i den mørke Tid,
At gjøre lyst med Sværdet.
For Morten Luther taled han;
Men Sværdet var hans Tunge,
Og Ret beholdt den Riddersmand
Med Gamle og med Unge.
I mangen Kamp han vel bestod,
Naar Fjenden for ham standed;
Men sad den ham i Kjød og Blod,
Blev Helten overmandet.
Og fredløs drog den Riddersmand
I Verden ud saa eene,
Paa liden Øe, i fremmed Land,
Nu hvile Heltens Bene.
Han eier ingen Bautasteen,
Og intet Seiersminde;
Den gamle Ulrich Huttens Been
Kan Ingen mere finde.
Dog paa den stille Zürichsøe
Den Fremmede ham mindes,
Og skuer dog den liden Øe,
Hvor Helten meer ei findes.
Den liden Blomst paa Øen staaer
Og Vandringsmanden minder,
Om Eftermælet, som forgaaer,
Og Seiren, som forsvinder.
Nu heiser atter Seilet, og sjunger fro igjen!
Henover grønne Grave gaaer Livet lystig hen.
Hvi sidder taus i Baaden den liden Harpemøe?
Hvi ruller Taaren stille ned i den dybe Søe?
Siig leger du med Harpen, og har ei freidigt Mod?
Mon dem, dit Hjerte havde kjær, i Hjemmet du forlod?