Fra Bye til Bye vi seiled, sprang ofte fro i Land,
Nu gik vi gjennem Skoven i Middagssolens Brand.
I Bondehuset sad jeg ved lange Fyrrebord,
Tog Krøniken fra Hylden og sanded Bondens Ord:
Om Heltene han taled, om Tell og Winkelried,
Og viste mig i Bogen, de Sagn fra gammel Tid.
I Træsnit hang paa Væggen tre djærve Riddersmænd:
„Dem kjender du vel, Fremmede? dem seer du snart igjen:
I hver en fattig Hytte i høie Schweitzerland
Og kommer du til Rütli, saa seer du hvor de stod
Paa Klippen Nytaarsnatten og svor ved Herrens Blod.
End, siger man, de staae der hver hellig Nytaarsnat,
Da reiser sig af Dybet den vilde Föhn saa brat.
Paa Klippen Stormen suser i hvide Heltehaar,
Tre Gange dybt i Fjeldet hver Kæmpe Sværdet slaaer.
Og slumrer Sveitzerkraften, den vaagner flux igjen-
Endnu er Kæmpeaanden ei ganske faret hen.”
Siig saae du selv, o Gubbe, paa Fjeldet høit og brat
De Kæmpeaander raadstaae i underfulde Nat?
„Nei, naar en Mand det skuer, som er af Qvinde fød,
Han vandrer som et Gjenfærd paa Fjeldet til sin Død,
Han Intet meer kan mindes, veed ei hvor han kom did,
Men drømmer om de Kæmper og om den gamle Tid.”
— Dog her jeg sidder eene; jeg Staven gribe maa;
De Reisefæller kalde, i Baaden alt de gaae;
Ved Søen under Fjeldet de sprang fra kjøle Bad.
Farvel, du brave Gamle! nu maae vi skilles ad.
En liden Øe hist ligger i stille Zürichsøe,
Der hviler jo en Riddersmand, forladt paa grønne Øe.
En Gravhøi, Ufnau hæver sig med de Blomster smaa,
Af Kæmpens stille Have en Blomst vi plukke maae.