„Mørk er dog eders Nord, og Tungsind sjunger i Taagen
Hist paa Slette og Fjeld, hvor jeg kom fra er der Ro;
I mit frugtbare Land ei Kjærligheden henskranter
Følsom i Maaneskin; men trives fyldig og sund.
Elskeren tænder der sin Pibe, naar han fortvivler,
Snart uddamper han kjæk Fortvivlelsen som en Skye.
Dog vi ogsaa har Sang, og Fantasien kan ogsaa
Bygge Palmyrer sig, hvor rolig Livsglæden boer,”
Saa i Karmen os nu vor Reisefælle opmuntrer,
Og fortæller os om det Land, hvorfra han kom hid —
* * *
„Saae du det Land, hvor høi Salaten groer,
Hvor Guleroden voxer nævestor,
Kartoflen staaer paa flad og dæmmet Grund,
Hver Mand er tyk, hver Kone cirkelrund —
Saae du det Land, didhen o gak,
Ei parodiske Sang den Nederlænder bekymrer,
Selv han smiler derved, og tilstaaer, Visen er sand;
Landet elsker han dog — der blomstrer skjønt Hyacinthen,
Der slaaer i trinde Barm end Hjertet ærligt og tro,
Did staaer atter hans Hu, naar her han Alting har skuet.
Og i sin Reisebog optegnet ordentlig Alt.
Hist ved Rhinfaldet han hver Busk og Steen har beskrevet.
Reisebeskrivelsen kun han reiser egentlig for;
Hvad han føler maa strax optegnes, før det gaaer over,
Nu han glæder sig ret paa Embedsvegne til Sveitz.
Ofte ængstelig travl, den Skriver parodierer
Reiselivet, imens han emsig priser dets Lyst.
Forberedelsens Flid ham Overraskelsen sparer,
Hvor fortrylles han skal, han forud veed paa en Prik;
Af sit Lands Poesie han Prøver har i sin Taste,
Og af bedst Bonitet en Prøve tager jeg med.