Den blinde Brud paa Fjeldet,
(et Sandsagn fra Tellemarken)
(et Sandsagn fra Tellemarken)
Hvo er du, sælsomme Skikkelse hist,
Med det hvide flyvende Haar?
Mellem Afgrunde træder din Fod saa vist,
Paa Fjeldryggens Kant du gaaer,
Hvor Leerfossen bruser i Dybet.
Siig, er du et Menneske eller en Aand?
Er det dig graahærdede Møe?
Du vakler — ræk mig din blege Haand!
Du vil dog ei styrte og døe,
Hvor Leerfossen bruser i Dybet?
„Hvo rækker mig Haand paa den gamle Stie?
Min Hjertenskjær jeg ei seer —
Kun alt for tryg gaaer jeg Døden forbi;
Men den Stund kommer ei meer,
Da vi mødes, hvor Leerfossen bruser.
Siig, blinke endnu de Stjerner smaa?
De blinkede Alle saa fro,
Dengang jeg lærte i Mørke at gaae
Til Liv over Dødens Bro,
Da jeg saae ham, hvor Leerfossen bruser.
Hvo møder mig nu paa den bratte Vei?
Ak, nei det er ikke hans Aand;
Og var det ham selv, jeg saae ham dog ei —
Hvad vil du mig, fremmede Haand?
Lad mig eene, hvor Leerfossen bruser!
Du drager ei meer mig til Bygden ind,
Hvor hans Fader, den rige Mand, sad.
Under vildene Skye her i Maaneskin
Var den fattige Møe kun glad,
Naar vi mødtes, hvor Leerfossen bruser.
Her hørte vi ikke den Døendes Røst,
Forbandelsen hørte vi ei,
Min Hjertenskjær trykte mig til sit Bryst;
Men forbandet var Brudgommens Vei,
Hvor Leerfossen bruser i Dybet.
Forbandelsen drev ham i Verden ud;
Med Stormen hans Sjæl foer hen.
Paa Brudgommen venter den gamle Brud;
Men aldrig han kommer igjen.
Hvor Leerfossen bruser i Dybet.
Mine Lokker var gule, nu er de jo graa,
De flagred hver Nat om hans Kind;
Mine Øine engang var lyse og blaa,
Nu haver jeg grædt mig blind;
Men Fossen min Graad har bortskyllet.
Lad mig gaae! her gik jeg halvhundred Aar,
Jeg kjender den Vei saa vel;
Iblinde jeg tryg mellem Grave gaaer,
Det qvæger endnu min Sjæl,
Naar jeg hører hvor Leerfossen bruser.
Men kommer du atter hid om et Aar,
Saa seer du mig vist ei meer,
Og svæver en Møe her med iisgraat Haar,
Saa er det min Aand du seer,
Hvor Leerfossen bruser i Dybet.”