B.S. Ingemann (1789–1862)

Tassos Grav har jeg seet; hist i Onofrios Kloster

Sad jeg stille idag, og lytted taus til hans Aand.

Did henvandrer jeg tit; fra Graven Roma jeg skuer.

Der mig synes i Sang maa det Forgangne opstaae.

— Venlige Børnefest fra Klostret nu mig bortkalder:

Helligtrekongers Qvel man Legetøi kjøber ind,

Fædre og Mødre selv som Børn sig glæde ved Dukker;

Børnevennernes Hob paa Torvet myldre med Lyd.

Sælgekjærlingen sort ved Laden sidder med Kjeppen,

Som Befana udklædt, hun gjækker Drengenes Flok;

Vel de vide, at hun er ei den rette Befana,

Først med Morlandets Drot imorgen kommer hun selv;

Gjennem Skorstenen da hun i Kaminen nedkaster

Strømpen med Sukkergodt, men stundom blandet med Kul;

Alle de fromme Børn Befana gavmild belønner,

Stuffer med Sand og Kul de smaae Utysker iblandt?

Barnet bæver af Lyst, og frygter dog for Kaminen,

Takker Befana skjønt, og løber med Strømpen alt bort.

Dukker myldre der ud, og Kræmmerhusene aabnes

Med mistænkelig Skat: snart Sukkerbrød og snart Steen;

Størst dog Glædernes Tal de Sorger smaa overveier.

Hisset et Alter staaer med Lys og Billed paa Bord,

Det Befana har bragt, derved de Smaa nu skal messe;

Helligdommen er ei for god til Børnenes Leeg:

Som de Store, de snart for smaa Madonner nu knæle,

Sætte paa Altret snart en Pulcinell og Bajaz.

Godt det alt dog er meent, og ei de Himmelske vredes

Paa det barnlige Folk, som ei forarges derved.