Hilsende fremmed Bye inat med Bylten i Haanden,
Sank jeg i Brosten-Favn, nu hinker med mig min Fryd.
*
Snarlig til Alvor vakt, i Skyggen den Reisende dvæler,
Hvor i vemodig Lund det stille Gravmæle staaer,
Mindes hvor brat paa Jord hver Fryd og Smerte henveires,
Søger i støvet Slot om Spor af fyrstelig Fod;
Tomt Gemakket hist staaer, og Vinden gjennem det vifter,
Lød i Hallen et Suk, henfoer en sørgende Aand?
Fred henflygtede Sjæl! du Diademet har fundet.
Som ei Jorden har Magt, at hylle i Sørgeflor meer.
* * *
Vandrer hvad vil du her? har ei i Verden du skuet
Nok Afsindighed end, hvi søger Rædsler du selv?
Har af Velsignelse du saa meget med dig paa Veien,
At af Besattes Mund du flyer Forbandelsen ei.
— Arme vildfarne Sjæl! mod mig du raser i Lænken?
Vil jeg knuse den skal og sprænge din Fangenskabsmuur.
Ei forbander du meer den Verden, ei du begriber,
Naar af dens Krampefavn dig løser Frelserens Haand.