Vemodtonende Røst, opløft til Fryd dig og Jubel!
Dunkle Øie fra Nord, kan Sydens Glands du nu see?
Her i konstrige Stad ved hvert et Fodtrin jeg studser,
Hist staaer høie Palads, her Dom og marmorne Taarn.
Af Michel Angelo til Himmelporte udnævnt:
Himmelveien og skjønt med herlig Konst de afbilde,
Som med hellige Ord Guds Aand den maled paa Jord;
Her til Himmelens Fryd ved Livsindvielsens Kilde
Aabner hellige Port nu Børnesjælene Vei.
— Hist om Ældgammelt Slot staae Konstens evige Kæmper,
Buonarottis Værk gaaer Gadedrengen forbi.
Sabinerindens Rov Johan Bologna her priser,
Hist en ridderlig Helt paa Pladsen nævned ham stolt
Aaben Konsthallen staaer, paa Trappen standser alt Foden,
Staaer som Kjærlighedsgud en Oldtids Genius her?
Seer med barnlige Lyst den Vandrer fra fremmede Lande,
Byder velkommen ham paa sit fortryllede Slot?
Venlige Barn, hav Tak! hvi staaer saa blye du herude?
Inderst i Borgen boer din Moder, Skjønhedens Fee:
Hos Apollino der den medicæiske Skjønne
Seer Atlethernes Kamp i Helligdommens Tribun;
Dog forstenet hun staaer blandt Hedenoldets Heroer,
Hvor med evige Liv selv Himmeldronningen boer.
Salige Engle her om fromme Helgener svæve,
Som for Aarhundreder de stod for Raphaels Blik.
Døberen her jeg seer, den strænge Ørkenens Stemme,
Som et drømmende Barn, i Himlen stirrer han ind,
Læser Mesterens Navn i Stjerneskriften foroven,
Stille ventende ham, hvis Lys for Solen han saae.
— Ei kan glødende Ord i Sang de Billeder male,
Som henrive mig her; om end jeg nævned hvert Navn,
Som foreviget her i store Glorier luer.
Selv den luende Skrift blev fattigt Konst-Cathalog.
Ei en Raphael blot i hellig Reenhed jeg skuer,
Seer i hans store Spor den høie Gjulios Flugt,
Hvor i sit Straalehav Allegris Genius svømmer,
Og hvor din Kæmpeaand, o Buonarotti, end boer;
Hist Guercino og her Del Sarto venlig mig hilser,
Der i yppige Glands livslystne Titian staaer.
Fra sin Himmel har her paa Jord sig Konsten forvildet,
Lad tilbage os see hvor end i Vuggen den laae!
Herlige Perugin, i dig din Raphael slumred.
Gamle Francia, du har Østens Stjerne og seet;
Men da Mesteren alt i Lys du over dig skued,
Bøied dit Hoved du og gik til Fædrene ind.
Hist i Klosteret nu de glemte Fædre sig skjule,
Selv deres bedste Værk gaaer vrantne Kjender forbi;
Aanden skuer han ei, som reen trohjertig end taler,
Hvor i gammeldags Stiil forgyldte Helgener staae.
Hist fra nedfaldet Bræt en deilig Engel end smiler,
Her fra smuldrende Muur end Patriarker udsee:
Ud af Limbus de gaae — de store Mure er faldne —
Knust af styrtede Port, og under Korset nedtrykt,
Fraader Afgrundens Drot, mens frelste Skare uddrager
Med den Herre, hvis Haand til Himlen løfted en Jord.
Kirkens store Triumf her samme Mester fremstilled,
Simon Memmi, dit Navn jeg hører førstegang nu.
Petrus paa Skibet hist — her Aandens hellige Luer
Over de Isser tolv — i Lys der Herren opstaaer.
Farer til Himlen hist — Hvo voved Sligt at afbilde?
Alt fem hundrede Aar har mangent Navn slettet ud,
Mangent Billed opløst, som stille Fromhed hensatte
Til Guds Herligheds Priis, med kjærlig Andagt og Tro.
Dog ærbødig endnu tit eensom Konstner hidvandrer,
Skimter i Støvet fro de gamle Mesteres Aand,
Søger paa dunkle Muur de store Træk at gjenfinde,
Som fra trohjertigt Old end røre stillere Sind.
Aasyn skuer jeg her, som nu i Verden ei findes —
Veed man Mesternes Navn? hist gamle, Gjotto man nævner,
Her Bruncino, og der Tedeo Gaddi maaskee;
Og Orgagna, dit Navn end St. Maria Novella
Med dit Helvede og dit Paradiis haver gjemt.
Mange vandre ei hid de gamle Fædre at skue,
Store classiske Værk beundrer Kjenderen meer.
— Hist i prægtige Sal forstenet Niobe stander,
Som paa classisk Cothurn den store Skjæbne her staaer:
Knuset, trodsende Sjæl her i sin Storhed fortvivler,
Kæmper mod Guder stolt, er fri dog mens den forgaaer.
Som Laocoon ei med Slangen Niobe kæmper,
Med usynlige Ring den knuger dog hendes Sjæl.
Hvo stod martret som du i Tiden, frydløse Moder,
End blandt Sønnernes Liig du seer den sigtende Piil —
Dig forvandled til Steen engang forbarmende Guder,
Grusom Konst har igjen dig vakt til marterfuldt Liv;
Saa i Sekler du stod, skal saa til Dommedag stande,
Hvo ei Frelseren saae, forstener evig som du.
* * *
Rig paa evige Konst, og rig paa vexlende Ynde,
Blomstrer i yppig Flor Toscanas herligste Stad.
Blomster-dronningen her paa Møens Kinder og gløder;
Men som Lillien bleg, her skjønnest Qvinde dog staaer:
Ei med funklende Blik, i yppig svulmende Fylde,
Smiler den stille Møe — den blege Læbe er taus —
Skjønnest Qvindelighed dog Sjælen her maa beundre,
Elsker i renest Form hver adspredt Skjønheds Idee.
Den medicæiske Venus
Hvi rører du dig ei, du rene Billed!
Staaer i din Skjønhedsro du tryllebundet?
Har det Fuldendte i dig selv du fundet,
Og har ei Meer herudenfor dig villet?
Saa har en mægtig Genius fremstillet
Hvad ei Naturen i sit Fald har kunnet!
I tusind Skikkelser een Tanke blunded,
Hvo samled her, hvad Verden vidt adskilte?
Gud tænkte: Qvinde — og af Mandens Side
Udsprang Gudbilledet engang paa Jorden,
Det svandt — og aldrig meer fuldendt sig rørte;
Men see, i Marmorbilledet, hint hvide,
Dets rene Omrids her gjenfødt er vorden —
Fra Himlen Konsten det tilbageførte.
Men taus du staaer dog, Skjønne, kold og stille;
Er du en Larve kun af det Forsvundne?
Er Guddomsspeilets Omrids kun gjenfundne?
Kan Livets Farver meer deri ei spille?
O, hvis en Guddom dig oplive vilde!
Var disse Læber ikke evig bundne!
Var disse Øines Stjernelys oprundne!
Og kunde du dig røre! — Stille, stille!
Væk ei den Skjønne, at hun ei sig hæver
Fra Jorden flux og til sin Himmel svæver!
Her kan hun kun i Marmorklædet blunde;
Men evig slumrer Aanden ingenlunde:
Den vaagner vist„ naar Livets Herre kalder,
Og staaer for Gud, naar Domsbasunen gjalder.
* * *
Stander for førstegang her fremmed Vandrer fra Norden
Hos de Værker, som længst forbaused studsende Jord,
Standser i Kirken han, og seer paa Graven de Navne,
Som gjennem Verden klang fra Konstheroernes Old,
Reisende Haandværkssvend i Konstens Land han sig tykkes,
Staaer ydmyget og arm i al den Rigdom og Glands.
Dog med glødende Sjæl og kjærligt Sind han sig slutter
Til det Store med Lyst, om Kraft han beder og Mod,
Til paa dunklere Vei sin Gjerning tro at fuldende;
Hist et Billed han seer, det styrker vaklende Sjæl.
Qvintus Messis
Det var dit Aasyn da, du brave Svend,
Som i Antwerpen i din Esse stod
Og hamred trolig, mens du lønlig gløded,
Som Staalet under Hamren paa din Ambolt.
Jeg seer dig i dit sorte Værksted end:
Det haarde Malm sig bøier for din Tang,
I Flammen det sin Skikkelse omskifter,
Gaaer snart fra Haand til Haand i Verden om,
Et gavnligt Redstab for Nødtørstigheden;
Men mangengang det er som Malmet sukker
Fordi det ei et Helgenbilled blev,
Som kunde Herren prise for sin Mester;
Og naar du Kirkeklokkens Malmertunge
Til hellig Klang bereder, ringer det
For dine Øren, som den taler til dig:
Jeg kalder Sjælene til Herrens Huus,
Naar du skoer Heste ved din dunkle Esse.
Dog er du ofte ved din Gjerning fro,
Og blues ei, fordi den synes ringe;
Men ei du for de stærke Drømme raster.
Det er som Hestens halvfuldendte Sko
Vil løbe fort, som Nøglen sig vil røre
I konstig Laas, før Værket er fuldendt,
Som Stemmer jamre i det kolde Malm:
Befrie os, løs vor Fængsel med din Hammer!
Og Svenden vandre maa til dunkle Esse
Ved Midnatstid, naar Verden om ham slumrer;
Snart Blæsebælgen suser for hans Øre
Og Gnisterne ved Nat hans Lok omfunkle,
Da er han ofte underlig tilmode:
Det er som Stormen leger med hans Sjæl,
Mens Himlens Stjerner dandse om hans Tinding
Og hvirvle funklende hans Blik forbi —
Det er som Hamren synger i hans Haand
En sælsom Sang, som selv han maa istemme,
Og som af Jernets Glød i røde Funker
En Aandehær udspringer og ham kalder.
Da vorder Essen ham en Kiste sort,
Hvorpaa ved Midnat vakte Dødning banker —
Vild styrter han af sorte Hule ud,
Og under Stjernehimlens store Tag
Han i den vise Verden maa udvandre.
Der gaaer en Engel skjult nu ved hans Side
Og leder ham til stille Værksted ind,
Hvor gamle Dürer sidder med sin Pensel
Og Mester Lucas rolig paa ham seer.
Et Lys oprinder klart for Svendens Blik:
En Billedverden ham imøde straaler.
Nu seer han Aanderne som paa ham kaldte,
Han griber Penslen, drømmer Nat og Dag
Om Himmeldronninger og lyse Engle;
Men Haanden synker og hans Sjæl forsager,
Mens sønderknust for Mesterne han staaer.
Forsag ei Yngling, toner Mesterstemmen,
Din fromme Stræben har Guds Engle seet,
Men Konsten gaaer til Himlen over Jorden.
See først Gudbilledet i Speilet her,
For Aasyn du til Aasyn det vil skue!
Ved Stien hist paa Fjeldet
Den unge Kunstner dvæler:
For Himlens Dronning knæler
En Møe ved Bjergkapellet;
Den Vandrer gløder stille,
Vil Tryllesynet paa sin Vei afbilde.
Men Haand og Griffel bæver —
Den Skjønne er forsvundet;
Dog Veien har han fundet,
Hvor Haabets Møe hensvæver;
I fremmed Stad han skuer
Hver Dag det stille Blik, hvorfor han luer.
I Hallen hos den Skjønne
Er Konstneren velkommen;
Men streng er Faderdommen:
Han Mesteren vil lønne
Med Kjærlighed og Lykke,
Men Prøven vorde maa et Mesterstykke.
”Har ei du dig forvildet
Fra Essen og din Hammer,
Afbild hvorfor du flammer!
Kan ei et jordisk Billed
Du af din Sjæl fremtage,
Det Himmelske du aldrig vil fremdrage.”
— Den Elsker sidder stille
Med Penselen i Haanden:
Hvad skjønt han seer i Aanden
Skal Farverne afbilde,
Han drømmer og han beder —
En Engel ham til Mesterskabet leder.
Og see, en Morgen kommer
Han glad med skjønne Billed;
I Hal det staaer opstillet,
Forbauser strenge Dommer.
Fra Rammen Englen smiler,
Og Konstnerbruden ved hans Hjerte hviler.
Den dobbelte Lampe
[Sidste Nat i Florenz.]
Klart i eensomme Nat lyser du for mig, o Lampe,
Dobbelt flammer dit Lys, Flammernes Kilde er een;
Kommer ei voldsomme Vind, slukker een Flamme før Tiden,
Blusse tilsammen de vil, indtil de begge bortflye.
Saa, min Kærligheds Brud, saa vore Sjæle skal flamme,
Evig er Kilden og een, hvoraf de Begge udflød;
Men kan saa og paa Jord vort Livslys flamme tilsammen?
Det den Herre kun veed, som over Stormen har Magt:
Sender et Aandepust han, slukker een Flamme i Lampen,
Eensom da og forladt, brænder den anden til Dag.
Kort eller længe, o Gud, Luerne brænde tilsammen!
See, er den eene udbrændt, bæver den anden og flyer.
O, men naar Lampen er slukt, modtag de bævende Flammer,
Hæv dem forklaret, forent evig, i evige Lys!