Middelhavet
[Seet i Livorno.]
[Seet i Livorno.]
Hvad hvidsker, hvad suser,
Som Stemmer fra Hjemmet, i fremmede Land?
Som Kilder det risler, som Strømme det bruser,
Det toner som rullende Bølger mod Strand.
Jeg hører din Stemme,
Jeg kjender dit Tungemaal, mægtige Hav!
Saaledes du sang ved min Vugge derhjemme,
Saa sang du om Kysten ved Fædrenes Grav.
Saalunde du taled
Om Kamp og om Seier, om Seier og Død,
Naar Dannebrogskorset i Bølgen sig maled,
Og Bølgen sig hæved i flammende Glød.
Saa sused din Stemme,
Saa svulmed du, Hav, ved min fædrene Kyst,
Naar Bruden sad stille ved Krandsen derhjemme,
Og Brudgommen blussed i herlige Dyst.
Saa hvidsked din Vove
I maanelys Nat ved den eensomme Strand,
Naar Aandepust vifted i Dannemarks Skove,
Naar Heltene faldt for mit Fædreneland.
Jeg hører, jeg skuer,
Jeg kjender dig atter, du Heltenes Grav!
Du Kæmpernes Vugge, du Speil, som gjenluer
Af Himmelens Stjerner — du evige Hav!
Du dybe, du klare,
Du herlige Jorden ombølgende Væld!
Paa dig seer jeg Snekken mod Stjernerne fare,
Med Fuglen paa Dybet henflyver min Sjæl.
Saa underligt drømmer
Det ahnende Hjerte, hvergang jeg dig seer;
Til grændseløst Fjerne min Længsel hensvømmer,
Min Kjærlighed sukker paa Jorden ei meer.
— O, du har fornummet
Hvad aldrig min Læbe paa Jord har udsagt;
Mit Blik du forstod, naar min Tunge forstummed.
Med Brusen du svared, og svulmed med Magt.
Ja saa maa det være!
Kun du kan udtordne det, mægtige Hav!
Du evig maa bruse og røres og gjære,
Din Barm er en Afgrund — din Himmel en Grav.
Men aaben er Graven,
Og Afgrunden røres med underfuldt Liv:
I Dybet er Spirer fra Paradiishaven,
De gjære, de vente det evige: Bliv!
— Tie stille, tie stille,
Stir ikke forlænge i Dybet, min Sjæl!
Lad Afgrunden tale, lad Bølgerne trille,
Lad Stjernerne speide det grundløse Væld!
Men jeg vil mig glæde,
Og see dig og juble, du herlige Hav!
Jeg hører dig atter min Vuggesang qvæde —
Din Brusen indlulle mig sødt i min Grav!
Brus høit, mens jeg sjunger,
Forkynd Mig hvad Løndom i Dybet er gjemt!
Nei, ton hvad mig dybest i Hjertet gjenrunger:
Mit Fødelands Priis har dog Havet ei glemt?
Du stolt har gjensuset
Hvad Codan har jublet paa Heltenes Vei —
Du Bølge, som ved deres Bautasteen brused!
Siig, saae du paa Kysten min Elskede ei?
Hvi tier du, Vove!
Siig kom du da ikke fra Bøgenes Strand?
Fornam du ei Susen af Dannemarks Skove?
Og bringer ei Bud fra mit Fædreneland?
— Nei, fremmed er Voven,
Og fremmed er Hav mig, og Himmel og Jord;
Dog vandrer endnu der en Stjerne foroven,
O! den mig dog kjender, den er fra mit Nord.
Henstrømmer, I Bølger,
Svulm, vældige Hav ved den fremmede Kyst!
Min Sjæl har du frydet — men Stjernen jeg følger,
Hvor Stjernernes Herre kun kjender min Røst.