Er jeg i Danmark end? nei fremmed germaniske Tunge
Klinger paa yndig Bred, og fremmed Aasyn jeg seer.
Hist i fantastisk Dragt, med Hatten, Lokken om Kinden,
Springer sjungende Flok af lystige Burscher i Land,
Ziegenhainerens Knort vel høftig Borgermand frygter,
Gaaer med de Døttre blye af Vei for lystige Sværm.
Søndag er det idag, paa Düsternbrook er der muntert,
Skoven i Knopper staaer, paa Fjorden Lystbaade gaae.
Landsmand har jeg end her, de gjæstfrie Landsmanden følge,
Vise ham venlige Egn og Stadens vigtigste Skat.
Her jeg finder en Ven, jeg aldrig skued i Verden:
Længst fortrolig iløn os Sangens Aand har foreent.
Broder paa fremmed Kyst, hav Tak for venlige Møde!
Snart jeg fjernere staaer, der kjender Ingen mig meer.
Langt over Hav og Bjerg de Dalens Sange ei tone;
Hvor de forstumme, ak der er fremmed flygtende Sjæl.
See dog maa jeg engang den skjønne sælsomme Verden,
Maa mig udrive engang af Drømmenes stillere Land,
See mangfoldige Liv, som udenfor røres og glimrer,
Glemme min Verden for den, som større sig tumler om min.
Maa end som Sandet i Hav, jeg der i det Hele mig tabe,
Hvirvles, som Blomstret i Strøm, jeg der fra Kyst og til Kyst,
Venlig tilbage dog vist mig fremmed Bølge vil rulle,
Og jeg gjenfinder mig selv, og Verden — bringe jeg med!